Du er her: >
Dygtige læger skal kunne tilse hospicepatienter ambulant
23-04-2013 kl. 00:00

Lindring skal være lægespeciale, hospice en mulighed for alle alvorligt syge, og daghospice et tilbud for de, der vil dø hjemme. Der var mange spændende tanker på Hospice Forum Danmarks årsmøde i lørdags.

Flere læger bør uddannes i palliation. Flere hospicepladser skal dække behovet for kræft, lunge- og hjertepatienter. Flere alvorligt syge bør kunne modtage ambulant lindring gennem daghospicer.
Det var nogle af konklusionerne ved Hospice Forum Danmarks generalforsamling og årsmøde i Odense Lørdag den 20. april. Der er nu 18 hospicer i Danmark foruden 27 udadgående hospice-teams og 5 palliative afsnit på hospitalerne.
Men behovet er langt større. I 2011 var 2.000 danskere visiteret til palliativ indsats eller indlæggelse på hospice, men nåede det ikke.

Daghospice med medicin og massage
Derfor presser Hospice Forum Danmark på for flere hospicepladser, og derfor eksperimenteres nu med ambulant hospice, palliativt dagtilbud eller daghospice.
ToveVidebaek_web- I flere andre lande har man daghospicer, hvor mennesker med livstruende sygdomme, kan komme en eller flere gange om ugen og få tjekket medicin, få massage eller andet, som kan være nødvendigt, men det kan også bare være for at få socialt samvær, fortalte Hospice Forum Danmarks landsformand Tove Videbæk i sin beretning.
Foreningen har nedsat et udvalg, som skal arbejde med konceptet og havde på årsmødet inviteret hospicechef Dorit Simonsen til at fortælle om projektet ”palliativt dagtilbud”, som hun har beskrevet og vil afprøve i Hospice Djursland.
- Der er behov derude i landet, som ikke bliver dækket med de nuværende tilbud. Og det er dyrt at indlægge patienter til udredning på hospitalerne. Så kunne et palliativt dagtilbud møde behovet, bør det helt sikkert afprøves, sagde Dorit Simonsen.

Læge skal ikke blot kurere, men også lindre
På generalforsamlingen kom der en kraftig opfordring til, at Sundhedsstyrelsen anerkender palliation som et speciale på lige fod med andre lægespecialer. Hele lægefaget er designet til helbredende eller livsforlængende behandling. Lindring af smerter og symptomer fylder forsvindende lidt i lægernes uddannelse. Og det betyder, at mange læger er usikre og tøvende, når de står over for uhelbredeligt syge og døende.
- Er du alvorligt og uhelbredeligt syg, er dit sygdomsbillede så komplekst, at lægen har brug for en bredere viden, forklarede forhenværende embedslæge Preben Rudiengaard på mødet. Han tilføjede:
- Man skal være multidisciplinær som palliativ læge. De skal have indsigt i både psykologi, socialmedicin og smertelindring. Palliative læger skal se meget mere helhedsorienteret på patienten. Mange patienter kan vi jo ikke helbrede, men skal i stedet give dem en værdig livsafslutning.
Han opfordrede Hospice Forum Danmark til at presse på over for Sundhedsstyrelsen og politikerne for at få anerkendt palliation som lægefagligt speciale. Det vil smitte af på lægernes efteruddanelse, og det vil også tiltrække yngre læger, sagde han og høstede spontant bifald fra forsamlingen.
Forlaget vandt også støtte fra Grete Christensen, der er formand for Dansk Sygepleje Råd. Hun mener, at sygeplejersker i Danmark i lighed med andre steder i Europa bør få udvidet deres kompetencefelt.
- Det er vigtigt indenfor lovgivningen at tillade sygeplejersker at fortsætte behandlingen indenfor givne rammer, hvor man ikke altid spørger lægerne, sagde hun.

Hospice på Bornholm og i Grønland
Hospice Forum Danmark kunne byde to nye hospicer velkomne i foreningen, Gudenå Hospice i Brædstrup og Hospice Sydfyn i Svendborg. Foreningen har nu 11.536 aktive medlemmer.
Hospice Forum Danmark står til rådighed med rådgivning og støtte for initiativtagere, der vil oprette nye hospicer. Foreningen støtter initiativtagere til et hospice på Bornholm, og har også inviteret en forening til oprettelse af et særligt Børnehospice med i Hospice Forum Danmark. Og foreningen er i øvrigt dybt involveret i at oprette et hospice i Grønland.
- Tilbage i 2009 fik vi en henvendelse fra Nuuk i Grønland, som spurgte, om vi kunne hjælpe med at etablere et hospice i Grønland, fortalte landsformand Tove Videbæk i sin beretning. - Det er vigtigt for os, at det bliver et grønlandsk projekt og ikke et dansk kopi-projekt. Derfor kontaktede vi straks de to grønlandske MF’ere i Folketinget. Den ene meldte straks tilbage. Doris Jakobsen fra Siumut er meget betaget af hospice-tanken og gik straks i gang med at formulere et spørgsmål til Grønlands Landsstyre, hvor hun også er medlem for sit parti.
Forslaget blev godt modtaget, og da Siumut vandt valget, kom der yderligere vind i sejlene for et hospice i Grønland. Hospice Forum Danmark har oprettet et Grønlands-udvalg, og støtteforeningen Hospice Forum Grønland er nu på vej.

Læs hele formandsberetningen og flere artikler fra årsmødet på www.hospice.dk.
Yderligere oplysninger: Landsformand Tove Videbæk, tlf. 23 41 31 79 og e-mail: formand@hospice.dk


BLIV FRIVILLIG
Der er altid brug for flere frivillige inden for hospice bevægelsen. Det kan være i Hospice Forum Danmark, på et Hospice eller i en støtteforening. Læs mere her >
hf_billede_hojre
Nyheder
luk og vis ikke igen Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere