Du er her: >

Man dør ikke nødvendigvis på et hospice

9. juli 2015
Mange patienter blev sidste år udskrevet fra hospice, hvor de troede, de skulle have endt deres dage



Kristeligt Dagblad skriver i dag historien om, hvordan Anker Fjord Hospice i Hvide Sande tidligere på året af regionsrådet blev bedt om at gøre rede for sin udskrivningsaktivitet.


I Region Midt undrede man sig nemlig over, at flere end hver fjerde af hospicet 211 indlagte sidste år blev udskrevet. Hele 56 patienter blev udskrevet fra hospicet, heraf langt størstedelen til eget hjem.


Udviklingen kommer dog på ingen måde som en overraskelse for Herdis Hansen, der er hospicechef på Anker Fjord Hospice. Hun siger til Kristeligt Dagblad, at hospicer er til mere end livets afslutning.


”Vores indlagte opfylder kriterierne for at komme på hospice. De er terminalpatienter med ophørt helbredende behandling og kan ikke hjælpes andre steder. Med i stedet for udelukkende at tage imod patienter i livets afsluttende fase, så giver vi patienter symptomlindrende pleje og omsorg tidligere i deres forløb, hvor vi med vores fysiske rammer og tværfaglighed i høj grad kan gøre en forskel. Dermed kan nogle komme hjem igen. Det tror jeg bliver sigende for hospicer i fremtiden. ”, siger Herdis Hansen til Kristelig Dagblad.


Hospice Forum Danmark vurderer da også, at det stemmer ganske godt overens med meldingerne fra andre steder i landet, hvor over 10 procent og nogle steder også over 20 procent af patienterne på hospice udskrives.


Dorit Simonsen, der er leder af Hospice Djursland, mener da også, at det er tid til at få et nyt syn på og en ny indsigt i, hvad hospicer også kan. Sidste år blev 31 patienter svarende til godt 12 procent af de indlagte på Hospice Djursland udskrevet. De mange udskrivelser skyldes ifølge Dorit Simonsen, at der i Danmark er kommet flere hospicer de seneste år og det har givet mulighed for en stor udveksling af erfaringerne med at give lindring og omsorg. Dermed får flere den hjælp, som medfører, at de kan klare noget tid uden for hospicet igen.


”Det er vigtigt at få budskabet om, at man ikke nødvendigvis dør på et hospice, ud til befolkningen, for nogle bliver overraskede, når de får at vide, at de skal udskrives. Samtidig er der behov for den lindring, hospicer kan tilbyde, for i dag lever vi længere tid med alvorlige sygdomme, og der er ofte risiko for alvorlige symptomer, når sygdommen er så fremskreden. ”, siger Dorit Simonsen til Kristeligt Dagblad.


Tove Videbæk, Landsformand for Hospice Forum Danmark, betragter det, at hospicepatienter får det så meget bedre, at de kan komme hjem i en periode, som en succeshistorie.

Hun mener dog også, at man skal holde fast i kun at indlægge de mennesker, der har behov for det. Men hun håber, at der fremadrettet kommer så mange hospicepladser, at mennesker med KOL eller hjertesygdomme også kan få hjælp.


”97 procent af patienterne på hospice er kræftpatienter, men de er ikke de eneste med behovet. Vi ved fra internationale beregninger, at det vil kræve dobbelt så mange pladser som i dag, hvis vi skal have plads til KOL og hjertepatienter. ”, udtaler Tove Videbæk.


I dag har Danmark 250 hospicepladser fordelt på 19 hospicer.


BLIV FRIVILLIG
Der er altid brug for flere frivillige inden for hospice bevægelsen. Det kan være i Hospice Forum Danmark, på et Hospice eller i en støtteforening. Læs mere her >
hf_billede_hojre
Nyheder
luk og vis ikke igen Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere