Du er her: >

Sygehus opfylder døendes ønske om at dø hjemme

5. oktober 2015
På Kolding Sygehus kan døende få lov til at afslutte livet derhjemme

Mange patienter vil dø hjemme. Men det kan læger ikke rigtig forholde sig til. Og derfor kommer de til at spænde ben for patientens ønsker.


Men ikke på Kolding Sygehus, fortæller overlæge Lisa Seest:

- Jeg hører fra mange sygeplejersker på andre sygehuse, at de gerne vil have mulighed for at efterkomme patienters ønske om at få en fredelig død i eget hjem. Men ofte stoppes de af læger, der ikke mener, det er sygehusets opgave. De føler, at deres kald er at redde liv, ikke ende det, men vi kan lige så godt gøre det hele ordentligt og yde en værdig afslutning på livet, når der ikke er mere at gøre medicinsk, siger hun til Kristeligt Dagblad.


På den baggrund har Lisa Seest nu indført den praksis på Kolding Sygehus, at døende patienter med kun få timer tilbage at leve i, bliver transporteret hjem for at dø i vante omgivelser.


For sygehusvæsenets forpligtelser bør ikke stoppe, når yderligere behandling er udsigtsløs. Man bør følge døden til dørs, siger Lisa Seest til Kristeligt Dagblad.


Hun bakkes blandt andet op af overlæge i Dansk Selskab for Patientsikkerhed Ove Gaardboe.


- Det er stadig grænseoverskridende for de fleste læger at skulle turde sige direkte til en patient: Du kommer til at dø af det her. Og mange har svært ved at tage den vanskelige snak om, hvor og hvordan patienten helst vil dø. Men det er den vej, vi skal, siger Ove Gaardbo.

Kolding Sygehus har i fire år opfyldt døendes ønsker om at dø hjemme.


- Det glæder os i Hospice Forum Danmark (HFD), at flere og flere får øjnene op for, at det at tage hensyn til patientens ønsker, bør være en naturlig del af en værdig død. Og det er helt i tråd med hospice-filosofien, som HFD arbejder med at få udbredt til alle de steder, hvor døende opholder sig i Danmark, siger landsformand for Hospice Forum Danmark, Tove Videbæk.



BLIV FRIVILLIG
Der er altid brug for flere frivillige inden for hospice bevægelsen. Det kan være i Hospice Forum Danmark, på et Hospice eller i en støtteforening. Læs mere her >
hf_billede_hojre
Nyheder
luk og vis ikke igen Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere