Du er her: >

Læger bør tale med patienter om døden

23. maj 2013 Artikel
Lægeløftet påbyder at vise omsorg

Lægeløftet påbyder at vise omsorg – derfor skal læger ikke vige tilbage for ”den svære samtale”, mener hospitalspræst.

Henning Nabe-Nielsen - hospitalspræstLæger er sat i verden for at helbrede! Det forventer vi, og det smitter let af på lægers selvopfattelse.
Men lægeIøftet rækker længere end til at kurere patienten. Lægen skal fortsætte med at vise omsorg for patienten – også når behandling ikke længere nytter. Derfor skal lægen turde tage den svære samtale med patienten, når denne ønsker det.
Det mener Henning Nabe-Nielsen, der er præst på Rigshospitalet.

Vær ikke bange
Læger skal kunne sige lige ud: ”Jeg kan ikke kurere dig mere, men jeg er her og hjælper dig med de problemer, der støder til undervejs”. Der er nemlig mange muligheder for at yde en palliativ indsats med lindring af smerter og symptomer.
Som hospitalspræst er Henning Nabe-Nielsen vant til ”den svære samtale”. Vi kontaktede ham for at få indblik i det øjeblik, hvor enten præst, læge eller plejepersonale må fortælle: ”Vi kan ikke kurere dig …”
Man skal for alt i verden ikke selv være bange for den svære samtale, mener hospitalspræsten.
- Man kan gøre det svært ved selv at være bange. Måske er man bange for at overtræde patientens grænser, gøre vedkommende ked af det eller ligefrem såre ham eller hende, siger han.

Ok at dø under protest
Samtidig skal man heller ikke påtvinge patienten en erkendelse, han eller hun ikke vil have.
- Nogle gange er det mere de pårørende og endda plejepersonalet, der har behov for at se døden i øjnene. Og det har været et dogme, at man absolut skal være afklaret i forhold til døden. Men det er mere omgivelserne, der oplever en lettelse, når den døende er afklaret med sin skæbne. Nogle døende vil have lov til at dø i fornægtelse eller måske i protest. Døden er jo i allerhøjeste grad den døendes anliggende, og ikke så meget de andres.
Man skal passe på ikke at presse sit eget behov for at tale om døden ned over patienten, mener sygehuspræsten.
- Det handler i højere grad om at være til rådighed for samtalen, når den kommer. Og turde undlade at have en dagsorden; have mod til at afvente, hvad der sker. Patienten skal blot vide, at du ikke står i vejen, hvis han eller hun har brug for at tale om det, der er svært.

At være til rådighed
Kan du se, når en patient har brug for at snakke?
- Nej, men jeg tør spørge: ”Hvad vej, føler du selv, det går? Hvilke udsigter har du? Nogle bliver bange i din situation – hvordan har du det?” Man skal blot åbne sig og stille sig til rådighed for samtale.
Men vi vil jo alle gerne trøste?
- Det er farligt! Der er noget, der er så værdifuldt, at det ikke kan trøstes væk. At erkende det, kan muligvis være en kilde til trøst. For det viser, at menneskelivet er unikt. Det kan være en trøst, at erkende, at ens liv har været helt specielt, og at det ikke vender tilbage.

Så det handler mere om nærvær end en masse ord?
- Ja, man skal turde være til rådighed. Så skal ordene nok komme. Og så skal man huske, at nogle, måske især mænd, ikke har det store behov for at italesætte døden. Man kunne godt få den tanke, at meget af den snak om italesættelse er skabt af kvinder for kvinder. Den svære samtale kan også bestå i at turde være stille sammen eller snakke om noget helt andet end døden. Om glæden frem for sorgen, om det gode frem for det onde, om det skønne frem for det grimme osv.
- Jeg er bange for dogmerne omkring døden og den svære samtale. Jeg bryder mig slet ikke om håndværktøjet i den forbindelse, om regler, som alle skal rette ind efter.

Lægegerning vendt på hovedet
Men læger står jo netop med håndværktøjet til at kurere. Og så kan de pludselig ikke kurere mere. Skal de så ikke i højere grad kunne tage den svære samtale med patienten?
- Jo, og det gør de jo rigtig tit. Og man skal huske lægeløftet bl.a. byder at ”… bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige…”. Omsorg er grundlaget for lægegerningen og derfor et naturligt afsæt for trøst og lindring til den syge.
- Læger kan meget andet end at kurere. Men i vore dage bliver tingene ofte vendt på hovedet, så helbredelsen kommer før lindring og omsorg. Det er vigtigt, at lægen – når behandlingen er udsigtsløs – tør sige til patienten: ”Jeg kan ikke kurere dig mere, men jeg er her og hjælper dig med de problemer, der støder til undervejs”.
- Der er så mange muligheder for at yde en palliativ indsats. På en måde kan man sige at al lægegerning er palliativ indsats. For vi skal jo alle dø før eller siden. Behandling er egentlig blot at udsætte døden, og lindring er hjælp til at øge livskvaliteten til det sidste. Derfor bør læger have mere øje for, hvad man kan gøre for patienten ud over det rent kurative, slutter Henning Nabe-Nielsen.
ToveVidebaek_webTove Videbæk fra Hospice Forum Danmark er enig:
- Ofte kommer mennesker med livstruende sygdomme alt for sent på hospice. Det betyder, at de har ganske kort tid til at sige farvel til pårørende, sige farvel til livet og ordne andre ting, som er vigtige for dem at få ordnet. Det er synd både for patienter, pårørende og personale på hospice. Ofte hører vi, at det skyldes, at lægerne på sygehuset ikke får taget "den svære samtale" med deres patient og dennes pårørende.

Læs hvad overlæge Ole Mogensen mener om ”den svære samtale” her.


BLIV FRIVILLIG
Der er altid brug for flere frivillige inden for hospice bevægelsen. Det kan være i Hospice Forum Danmark, på et Hospice eller i en støtteforening. Læs mere her >
hf_billede_hojre
Nyheder
luk og vis ikke igen Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere