Du er her: >

Anders Agger: Husk at tale sammen før døden

27. september 2013 Artikel
”Sømanden & Juristen” lærte Anders Agger, hvor vigtigt det er, at tale ud med de døende

”Sømanden & Juristen” lærte Anders Agger, hvor vigtigt det er, at tale ud med de døende, inden det er for sent. Udsendelsesrækken startede med et selvmord…

Anders-Agger2En vens selvmord medvirkede til, at Anders Agger lavede en serie banebrydende tv-udsendelser om livet før døden på hospice. Her fortæller han åbenhjertigt om, hvordan det var at følge de døende så tæt på livet, som frivillig i seks uger på Anker Fjord Hospice i Hvide Sande.
Anders Agger fulgte især en jurist og en sømand på deres vej mod døden. Det blev til en serie udsendelser, der med humor og varme illustrerede, hvor man placerer sin afmagt og bitterhed, når det hele trækker sig sammen.

 


Agger har modtaget Liv & Død-prisen fra Landsforeningen Liv & Død, fordi udsendelserne som nogle af de første af slagsen var med til at nedbryde tabu om døden. ”Sømanden & Juristen” blev sendt på DR1 i 2011 og kan stadig ses på DR’s hjemmeside.

 

Danskerne udskyder dødstanker
Hvordan har du det egentlig selv med døden, spurgte vi Anders Agger i forbindelse med et tema om ”Dødstabu” i det nordiske videnskabelige tidsskrift Omsorg.
- Da jeg startede med at lave serien for halvandet år siden, var jeg 46 år gammel. På det tidspunkt havde jeg kun set ét dødt menneske, og det var ikke min farmor og farfar eller mormor og morfar. Som barn besøgte jeg Skagens Kunstmuseum og kiggede på Michael Anchers billede af en død fisker, der ligger på et bord. Det gjorde et stort indtryk på mig.
Døden var på det tidspunkt gjort ”ikke-eksisterende” i medierne, mener Agger:
- I fjernsynet handler programmerne om, at vi skal gøres så unge som muligt, bruge så meget Botox som muligt, for på en eller anden måde at springe noget over og udskyde noget. Det kan godt virke lidt mangelfuldt, når man ved, at der er nogen omkring én, som dør. Derfor var det interessant at finde ud af, hvor man placerer ting som humor, angst, bitterhed og familieskab, når man ved, at man ikke skal være her mere. Her er et hospice jo det rigtige sted at går hen.

 

Selvmord startede projektet
Anders Agger tænker sig om og fortsætter efter en stund:
- Det, der for alvor skubbede til projektet, var at min bedste ven gennem 20 år begik selvmord i en bil ude ved vores sommerhus. Dér fik jeg lyst til at finde ud af: Hvis jeg havde haft bare 14 dage sammen med ham eller 16 dage eller 19 dage, hvilke ting ville vi så have sagt til hinanden?
Anders Agger lod sig indrullere som frivillig på Anker Fjord Hospice ved Ringkøbing Fjord i seks uger, og det var på en måde grænseoverskridende, fortæller han.
- Selvfølgelig var der nogle grænser, der skulle overskrides. Men jeg oplevede det som en befrielse, fordi jeg netop var frivillig. Det gav mig et lidt større frirum til nogle gange ikke at sige noget, til bare at være der eller hente kaffe eller bare at sidde og glo ud i luften sammen med en patient. Man forsøger at møde patienterne lige dér, hvor de er, og så snakker man måske om alt muligt andet. Den rytme faldt jeg naturligt ind i.

 

Blanke øjne
Men det gjorde dybt indtryk på både kameramanden og ham selv, da sømanden døde, fortæller Anders Agger:
- Vi hev begge efter vejret, og havde blanke øjne nogle aftener og kiggede efter fyret derude.
Man kan ikke undgå at blive berørt, når nogle, man har lært at kende på kort tid dør lige foran én, fortsætter Agger.
- Onsdag eftermiddag kan man sidde helt tæt på et menneske, som er knivskarpt, men sygt, som kan fortælle om noget, han har oplevet, og i næste øjeblik er han der bare ikke. Det er meget stærkt.
Hospiceopholdet hjalp Anders Agger til at forsone sig med døden og vide, hvordan man kan forberede sig på den.
- Der er ingen tvivl om, at opholdet på hospice på en eller anden bagvendt måde hjalp mig til at forstå, at man bør sige noget til hinanden, når man bare har 16-17 dage tilbage. Jeg fik en eller anden forståelse for, hvad min ven Jørgen og jeg kunne have snakket om. Jeg fik en fin oplevelse af, at man ikke forliger sig med døden som sådan, men forsoner sig med tanken om, at man skal dø, når man sidder i situationen.
- Jeg havde troet, at folk var meget mere angste, at det var meget mere modsætningsfyldt og trist. Jeg er ikke ekspert, men det slog mig meget, at folk faktisk er meget afklaret med, at de er ved at dø, fortæller Anders Agger.

 

Rykker ved måden at tale om døden på
Har serien så rykket ved dødstabuet?
- Det er jo svært lige at gøre op. Måske tre fjerdedele af den store bunke mail, vi har modtaget, er fra mennesker, der har været i dødens venteværelse. Det har været meget rørende, fordi det er mails, der er skrevet med hjerteblod af folk, der lige har mistet.
”Sømanden & Juristen” er set af mange unge på efterskoler og gymnasier, og her tror Anders Agger, at serien gør noget ved strukturen omkring at tale om døden.
- Jeg har selv brugt Michael Anchers billede af den døde på bordet som reference. Her kan man rent fysisk se, at han er død, uanset om man er 8, 18, 38 eller 78 år gammel, siger han.
Nu er det snart to år siden – sidder udsendelserne stadig i dig?
- Ja, de sidder meget i mig, mest følelsesmæssigt. Jeg tænker meget på dem, jeg var tæt på, og har også kontakt til nogle af de pårørende. Vi har selvfølgelig et eller andet sammen, fordi vi mødtes hver dag. Så ja, der er masser i det endnu.

 

Hospice Forum Danmarks journalist Svend Løbner interviewer Anders Agger og Anders Lund Madsen om deres tv-udsendelser om døden i det videnskabelige tidsskrift OMSORG, september 2013.


BLIV FRIVILLIG
Der er altid brug for flere frivillige inden for hospice bevægelsen. Det kan være i Hospice Forum Danmark, på et Hospice eller i en støtteforening. Læs mere her >
hf_billede_hojre
Nyheder
luk og vis ikke igen Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere