Du er her: >

Vigtigt at tale åbent og respektfuldt om døden

3. juni 2014
Estephan Wagner fortalte på årsmødet om sin film ”En god død”

Estephan Wagner fortalte på årsmødet om sin film ”En god død”.

Estephan Wagner

 

Der kommer en dag, hvor man kun er krop.

Så klart og nøgternt taler Estephan Wagner om døden, og afklaringen kom gennem de måneder, hvor han arbejdede med dokumentarfilmen ”En god død”.
- Filmen blev en spejling af, hvordan jeg selv har det med døden. Der er stor berøringsangst med emnet. Derfor er det vigtigt at omtale døden – uden at romantisere den. Det gavner alle – også dem som lever uden at tænke på døden lige nu, sagde Estephan Wagner, da han viste klip fra filmen på Hospice Forum Danmarks årsmøde i Odense lørdag den 24. maj 2014.

- Jeg har valgt at klippe filmen, så vi ser virkeligheden gennem patienternes øjne. Selv om de måneder, jeg var der, ikke kan rummes i én time.

Men han var imponeret over personalet på Hospice Søndergaard i Måløv, hvor filmen blev optaget.
- Mennesker er unikke og man kan ikke behandle dem ens. Derfor er det vigtigt at de bliver set som unikke personer. Det gjorde personalet, og det viste sig, at jo bedre man kan indrette sig efter patienternes ønsker, jo mere kan de slappe af og føle sig trygge og hjemme.

Hvordan kommer man under huden – på en respektfuld måde? Det skal ske hurtigt, for mange er der kort tid. Hvordan taler man ind i en skrøbelig situation? spurgte Estephan Wagner retorisk og viste et klip, hvor hospicelægen skal give en patient besked om dennes fremtidsudsigter.
- Den åbne og direkte tilgang, som lægen viser i filmen, er fantastisk. Han kalder en spade for en spade. Det kan jeg godt lide. Når jeg går til læge vil jeg også have ren besked.

Filmen ”En god død” er også en glad film, selv om den er stille og emnet er alvorligt.
- Humor og håb er nogle af de vigtigste egenskaber, vi har – især når døden nærmer sig. Mange synes, at det ikke er korrekt at have humor i forbindelse med døden, men min oplevelse er, at disse mennesker har det godt, når humoren er med. Ligesom hos os, der er raske, sagde Estephan Wagner.

Døden gør os mest lige, tilføjede han.
- Døden er normal, måske det mest normale. Samtidig er der en berøringsangst, næsten et tabu. Filmen blev en spejling af, hvordan jeg selv har det med døden, og hvordan jeg ønsker, den skal være. Med åbenhed og respekt.
- Der kommer en dag, hvor man kun er krop.


BLIV FRIVILLIG
Der er altid brug for flere frivillige inden for hospice bevægelsen. Det kan være i Hospice Forum Danmark, på et Hospice eller i en støtteforening. Læs mere her >
hf_billede_hojre
Nyheder
luk og vis ikke igen Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere