Du er her: >

Nyt hospice er kommet godt fra start

20. maj 2015 Artikel
Kom med og besøg det ny Gudenå Hospice i Brædstrup. Her er ro, lys og hygge



Lyst og rummeligt, roligt og hyggeligt. Det er det indtryk, man får, når man går ind ad hoveddøren til det ny Gudenå Hospice i Brædstrup mellem Vejle og Silkeborg.

Arkitekterne valgte at bygge helt nye bygninger, hvor det gamle og nedslidte Brædstrup Sygehus lå – midt i Brædstrup by og alligevel omgivet af høje træer og en have, der med tiden bliver grøn og frodig.

Vi bliver budt velkommen af en veloplagt hospicechef, der gerne viser rundt i de nye faciliteter.

- Vi er glade for, at vi har fået et etplanshus, hvor alle patientstuer har direkte adgang til haven. Her kan de høre byens puls, og det er mange patienter glade for, fortæller Kirsten Ørom Larsen.

Hun blev ansat den 1. oktober 2014, ansatte personale i januar 2015 og arrangerede introduktionskurser i smertelindring, symptombehandling og hospiceværdier, mens håndværkerne stadig arbejdede i huset.

- Mine nyansatte medarbejdere hjalp med at bære møblerne ind, og det fungerede fint som teambuilding. Og da patienterne og de pårørende kom, faldt der ro på, fortæller hun.

Introduktionsforløbet kørte hun sammen med souschef Kirsten Dahl Knudsen, som kommer fra Det Palliative Team i Horsens og har mange års erfaring inden for palliation.



 

Åbent for alle patientgrupper

Gudenå Hospice er indrettet med stuer til ni patienter, og yderligere tre stuer er forberedt. Lige nu er der otte patienter, der alle kommer fra lokalområdet: Horsens, Silkeborg, Tjørring og Ry.

- Idéen med at lægge hospicet her i Brædstrup er, at borgerne i den sydøstlige del af Region Midt også skal have et hospicetilbud. Patienter i dette område er ellers vant til at skulle indlægges i Skive, Aarhus, Djursland eller Vejle – og der er trods alt langt for familierne at rejse.

Gudenå Hospice er for alle patientkategorier, pointerer Kirsten Ørom Larsen

- Vi har flest kræftpatienter, men også en patient med en hjertesygdom i den sene fase, samt en patient med lungesygdommen KOL. Derfor har vi holdt kurser med læger og sygeplejesker fra medicinske afdelinger. Det er lidt andre udfordringer at have hjerte- og lungepatienter. Heldigvis er det lykkedes at skaffe sygeplejersker fra mange forskellige specialer, og det ruster os til også at tage imod disse typer af patienter.

 

Tilgodeser hele mennesket

Kirsten Ørom Larsen kommer selv fra en stilling som afdelingssygeplejerske på Regionshospitalet Hammel Neurocenter, som er et center for rehabilitering af svært hjerneskadede patienter.

- Her havde vi en holistisk tilgang til behandlingen, ligesom vi også her på hospice ønsker at tilgodese hele mennesket, fortæller hun.

Forinden var hun sygeplejerske i fire år på Hospice Søholm i Aarhus, fra det åbnede i 1999.

- Der fik jeg interesse for hospice og palliativ indsats, og det har været et stort ønske lige siden at få lov til at fortsætte med dette.

Gudenå Hospice har i alt 27 medarbejdere: 17 sygeplejersker, to fysioterapeuter, en psykolog og en præst – alle sammen på deltid.

- Vi har desuden en kok og to ernæringsassistenter, der har delte funktioner, hvor de også gør rent. På den måde får de lidt mere kontakt med patient og pårørende, når de bevæger sig ind på stuerne. På samme måde har vi ansat en pedel, der også er social- og sundhedsassistent. Sammen med kokken og den ene af fysioterapeuterne er han et godt input til vore mandlige patienter.


Engagerer sig med hoved og hjerte

Det har overraskende nok ikke været svært at finde medarbejdere til at arbejde med døende på hospice.

- De, der trives med at arbejde på hospice, bringer sig selv i spil. Man er på arbejde, ikke blot med hoved og hænder, men med hele sin person og sit hjerte. Hvis man kan det, så er det et utroligt meningsfyldt arbejde, fortæller Kirsten Ørom Larsen og tilføjer, at der generelt er påfaldende lidt sygefravær blandt personale på hospice til trods for, at det kan være et svært felt at arbejde i.

- Jeg tror, det hænger sammen med, at det giver mening. Man ved, hvad man er her for, og mit indtryk er, at man har det overskueligt på et hospice i modsætning til et stort sygehus, hvor tempoet er højt og man har ringe indflydelse på sin arbejdsdag.

Hun håber, Gudenå Hospice bliver anerkendt som et sted, hvor det er godt og trygt at være, og hvor det faglige niveau er højt.

- Forskellen fra hospitaler er, at vi tør sige til patienterne, at de er i den sene fase af deres hjerte- eller lungesygdom. Vi bliver ikke ved med livsforlængende behandling, men giver patienterne en chance for at få sagt ordentligt farvel til livet. Her kan de få ro i trygge omgivelser, hvor det også er rart for familien at være.


Quiltede tæpper til alle stuer


Kirsten Ørom Larsen glæder sig over det tætte samarbejde med hospicebestyrelsen og opbakningen fra støtteforeningen og hele byen.

- Vores bestyrelse sidder bestemt ikke til pynt, men engagerer sig og har gode ressourcer at spille ind med. Desuden er Brædstrup en lille by med en utroligt aktiv støtteforening. De er stolte af Gudenå Hospice, og mange engagerer sig som frivillige. Og i vinter har byens Quilteforening quiltet tæpper til alle patientstuer. Og vi har haft over 1100 gæster fra byen siden vi åbnede.

Gudenå Hospice holder officiel indvielse fredag den 19. juni.  

- I Hospice Forum Danmark glæder vi os over, at man nu er nået så langt med Gudenå Hospice. Vi ønsker til lykke og alt godt i dagene fremover, udtaler Tove Videbæk, Hospice Forum Danmarks landsformand.


Af Journalist Svend Løbner


BLIV FRIVILLIG
Der er altid brug for flere frivillige inden for hospice bevægelsen. Det kan være i Hospice Forum Danmark, på et Hospice eller i en støtteforening. Læs mere her >
hf_billede_hojre
Nyheder
luk og vis ikke igen Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere