Du er her: >

Derfor er jeg frivillig, Ditte-Theresa Rasch

18. august 2016 Temaer: Frivillige
Hospice Forum Danmark giver ordet til en af de mange frivillige, der fortæller om, hvorfor hun er frivillig på hospice.
Ditte-Rasch-web


Mit navn er Ditte-Theresa Rasch, og jeg er frivillig på KamillianerGaardens Hospice i Aalborg. Jeg har lige rundet mit 4. år som frivillig, og jeg kan ærligt sige, at jeg har nydt hvert et sekund. Jeg startede min frivillig-rejse som 25-årig, og det har i den grad formået at sætte tanker i gang, som jeg ellers ikke ville have tænkt, og samtidig givet mig følelser, som jeg ellers ikke ville have følt.


Jeg bliver tit spurgt af mine nærmeste, hvorfor jeg har valgt at være frivillig på Hospice. På mange måder er det et spørgsmål, der er svært at svare på, men alligevel kan det måske besvares ganske enkelt ved at sige, at det simpelthen bare føles rigtigt.


Når jeg træder ind af døren på KamillianerGaarden, så giver det mig helt automatisk en følelse af tryghed og ro, men jeg skal da gerne indrømme, at jeg til tider også føler mig sårbar. 


Dét at være frivillig på Hospice beriger én med mange unikke øjeblikke, der fortjener at blive nævnt – øjeblikke, der har rørt mig, og som jeg altid vil have med mig.


Så sent som sidste gang jeg var på Hospice, fik jeg et af disse øjeblikke. Jeg sad for mig selv i spisestuen og nød en kop kaffe, da en ældre dame stille kom hen og satte sig ved mit bord. Hun var en nydelig ældre dame, og det eneste, der afslørede, at hun var patient på KamillianerGaarden, var hendes tørklæde på hovedet, som dækkede hendes hårtab. Jeg spurgte hende, om hun ville have et stykke af køkkenpersonalets berømte kringle. Det svarede hun ja til - uden længere betænkningstid. Jeg rejste mig og hentede en ekstra tallerken og en kop kaffe. Allerede efter den første bid kiggede hun på mig og sagde: “Jeg har bagt mange kringler i min tid, men ingen overgår vist denne”.


Jeg kunne ikke undgå at smile, og herefter var stemningen lagt til en længere samtale. Det blev en af de samtaler, jeg næsten aldrig har oplevet udenfor Hospice. En samtale der førte både mig - og hende - på en længere rejse tilbage i tiden - og til fordoms mange gode oplevelser. Vi talte om hende som ung. Om hendes børn som unge. Og om hendes børnebørn, der er unge nu. Vi morede os også over, hvordan hendes mand i sin tid havde forsøgt at charme sig ind på hende med både blomster og chokolade.


Det er helt specielt, hvordan jeg i Hospice-regi ofte på meget kort tid kan lære så meget om en ellers fremmed person. Faktisk lærer jeg nogle gange på en samtale på Hospice mere om en person, end nogle af de personer jeg ellers er tæt på hver dag.


Inden vi skiltes, sad vi i et par minutter og nød roen og stilheden. Vi sagde ingenting til hinanden, og jeg tror, at lige netop dette øjeblik fik os begge til at mindes noget helt specielt hver især. Jeg tænker ofte tilbage på øjeblikket, og senere hen kommer det især tilbage til mig, når jeg hører en særlig sang fra Lars Lilholt, hvor han synger; ”… der er en tid til at tale. En tid til at tie. Og en tid til at græde, over en vi kunne li’”.



BLIV FRIVILLIG
Der er altid brug for flere frivillige inden for hospice bevægelsen. Det kan være i Hospice Forum Danmark, på et Hospice eller i en støtteforening. Læs mere her >
hf_billede_hojre
Nyheder
luk og vis ikke igen Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere