Du er her: >

”Når ord ikke rækker…”

8. maj 2017 Artikel
Det kan være vanskeligt at sætte ord på det, musikken kan gøre ved en, men her forsøger en af de engagerede frivillige fra Aalborg alligevel.
KamillianerGaarden-Have2-webMit navn er Ditte-Theresa Rasch, og jeg er frivillig på KamillianerGaardens Hospice i Aalborg. Jeg er 30 år, og da jeg for 5 år siden besluttede mig for at blive en del af det frivillige korps på Hospice, havde jeg ingen anelse om, at det ville blive en stor og skelsættende beslutning for mit videre liv. Det er en beslutning, der med tiden har lært mig at sætte hverdagens små irritationsmomenter i perspektiv. En beslutning, der til tider kan give søvnløse nætter. Og en beslutning, der har været med til at ændre min person. Men når alt det er sagt, så kan jeg ærligt sige, at det klart er noget af det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv.


Som frivillig på KamillianerGaardens Hospice bliver man ofte præsenteret for øjeblikke, der giver stof til eftertanke. Og hver gang jeg cykler fra en vagt, føler jeg mig lidt klogere på, hvad der er de vigtige ting her i livet. Det er derfor altid sikkert, at jeg får mere med mig fra en vagt, end jeg nogensinde selv kan nå at give.


Præcis sådan en følelse fik jeg også på min forrige vagt, der skulle vise sig at blive en uforglemmelig én af slagsen. Faktisk er det først her et par uger senere, at jeg er i stand til at sætte ord på de følelser, der omfavnede mig, da jeg sad midt i det.

En mediterende ro

Jeg kunne som det første høre, hvordan vandet rislede ned langs siderne på den store vandsten, da jeg trådte ind i KamillianerGaardens Hospicehave. Mit hår blafrede i vinden, og mine hænder var plantet solidt i mine varme jakkelommer. For selvom solen skinnede højt den dag, så gjorde blæstens kolde vind det tydeligt, at vi ikke var kommet ind i sommermånederne endnu.


Det er efterhånden blevet lidt en vane for mig at gå en lille tur i Hospicehaven inden min frivillig-vagt begynder. Det giver mig nærmest en slags mediterende ro at gå lidt for mig selv og tænke over, hvem jeg mon møder i løbet af dagen. Derudover så er den smukke have også altid et besøg værd i sig selv, fordi den bliver passet og plejet af en række dygtige frivillige havefolk, der i den grad har øje for de små detaljer.


Jeg slentrede stille rundt blandt de mange blomsterbede, og med tiden gik det op for mig, at uanset hvor jeg befandt mig i de grønne arealer, så kunne jeg høre den beroligende lyd fra vandstenen. Selvom jeg havde haven for mig selv, så gav fuglenes kvidren mig alligevel en følelse af, at jeg ikke var helt alene. Og min opmærksomhed ledtes hen på to øjne, der intenst fulgte min færden oppe fra det store vinduesparti.


Patienten stod inde i varmen på sit værelse og kiggede ud over haven. Jeg vinkede smilende til hende, og jeg kan huske, at jeg på daværende tidspunkt tænkte, at jeg håbede, at jeg ville se hende til den intimkoncert, som jeg vidste, der skulle afholdes på KamillianerGaarden senere den dag. Jeg gik min vanlige rute til ende, og så var jeg ellers klar til at møde ind til min vagt.

Intimkoncert på nærmeste hold

Det var den sædvanlige duft, der ramte mig, da jeg trådte indenfor på KamillianerGaarden. Den duft, jeg endnu ikke helt har fundet af, hvordan jeg kan beskrive. Den duft, der er speciel og gennemtrængende, men som alligevel virker helt hjemlig efterhånden. Jeg kunne se på mit ur, at klokken lige havde passeret 14.00, og da jeg skyndte mig ned i kælderen for at aflevere min jakke, kunne jeg ikke undgå at få øje på den store plakat med overskriften: Koncert på Hospice med ’Ettrup Duo’. Plakaten afslørede også, hvem der gemte sig bag dette kunstnernavn, for da jeg kom tættere på, kunne jeg se to smilende og velklædte herrer med hvert sit instrument i hånden. Jeg kunne læse mig frem til, at denne ’Ettrup Duo’ bestod af de to brødre, Claus og Peter Ettrup, som frivilligt havde valgt at afsætte en times tid til at spille for patienter, pårørende og personale denne lørdag. Af en eller anden grund, så kunne jeg ikke helt undgå at blive lidt spændt, for jeg havde allerede forinden min vagt lovet arrangørerne af arrangementet, at jeg ville tage pænt imod dem. Jeg skal gerne indrømme, at jeg ikke kendte meget til ’Ettrup Duo’, inden jeg begyndte at læse op på deres historik. Men mine forventninger til koncerten var steget støt i takt med, at jeg havde læst mig frem til, hvem det egentlig var, der kom og besøgte os.


Jeg havde læst mig frem til, at Claus var solofløjtenist i Aalborg Symfoniorkester, mens Peter var dirigent. Sidstnævnte var desuden kendt for sin medvirken i Tv-serien ”Maestro”, hvor han havde formået at bringe Søs Egelind til sejr.


Selve koncerten skulle finde sted i opholdsstuen på Hospices 1. sal, og alle patienter, pårørende og personale var inviteret. Jeg havde i samråd med mine to skønne kolleger, Lis og Grete, forsøgt at sætte rammerne for en hyggelig eftermiddag. Og før jeg havde set mig om, så havde vi fundet husets bedste flasker rød- og hvidvin frem. Vi lavede et lille fint serveringsbord med lækkerier som chokolade og snacks - og som kronen på værket, så havde køkkenpersonalet lavet hjemmelavede småkager til anledningen. Så var det ellers bare om at læne sig tilbage i de bløde stole og vente på at se, hvor mange der mon ville dele eftermiddagen med os.

Koncert-Aalborg-2-web

De fortryllende toner

Vi skulle heldigvis ikke vente længe, før de første patienter indfandt sig i opholdsstuen, der i dagens anledning var ommøbleret til koncertsal. Jeg kunne straks genkende patienten fra vinduet, og jeg sendte hende derfor et stort smil, som hurtigt blev returneret. Flere kom til, og kort inden koncerten skulle begynde, kunne jeg tælle mig frem til, at vi var blevet til en forsamling på 17 personer, hvoraf de fleste sad med et lille forventningsfuldt smil på læben og iagttog interesseret de to brødre.


Bag det sorte klaver begyndte Peter at fortælle lidt om, hvilke numre de ville spille for os i dag. Desuden fortalte han også, at de havde set meget frem til at spille denne koncert, og jeg fornemmede, at glæden var gensidig fra hele salen. Fra starten udviste de begge den udstråling og dét glimt i øjet, som gav mig en tryg følelse af, at de havde stået på en scene mange gange før, og at vi derfor alle kunne have noget stort i vente.


Koncerten startede med, at Claus sendte iørefaldende toner fra sin fløjte ud i det ellers stille rum, og han formåede med det samme at fange alles opmærksomhed. Kort efter blev tonerne fra fløjten assisteret af klaverets harmoniske undertoner. Tonernes indvirkning på de fremmødte var meget forskellig, men det var tydeligt, at alle var rørte på hver sin måde. Jeg så en patient sidde med et lille glas vin i hånden. Hendes øjne var lukkede og hun vuggede stille sit hoved fra side til side. En anden patient sad og lænede sig ind imod det, jeg formoder, var hans barnebarn. De sad i hvert fald tæt og holdt hinanden i hånden, som om de havde kendt hinanden igennem hele deres liv. De lyttede begge efter, og fra tid til anden kom de med et lille anerkendende nik op imod de talentfulde musikere.


Jo længere koncerten skred frem, des mere kunne jeg mærke, at musikken sneg sig helt ind under huden på mig. Og da jeg så en sød ældre dame sidde med sit lommetørklæde helt oppe under øjnene, kunne jeg ikke undgå at blive meget rørt. Her kunne jeg virkelig mærke, hvad musikken kan formå at gøre ved os som intet andet. For lige så meget som musikken fik os alle til at være meget til stede, lige så meget fik den os alle til at glemme tid og sted. Jeg kunne drømme mig væk til den smukkeste strand med flotte store palmer - og jeg kunne komme tilbage igen, og tænke over, hvor mon de andre var rejst hen i deres drømme. For et øjeblik var KamillanerGaardens Hospice uden vægge. Uden grænser. Og den klassiske musik tog alle patienterne og de pårørende ud til steder, hvor de ikke havde været længe. Jeg hørte en ældre mand hviske stille til sin pårørende: ”Det vækker minder”. Og den fornemmelse rammer meget godt, hvordan tid og sted var opløst for et øjeblik.


Jeg kiggede op på de to brødre, og de gjorde det tydeligt, at det var helt okay at lade sig rive med. De spillede med en indlevelse, der gav mig et lille indblik i den kærlighed, som de begge må have haft for musikken gennem mange år. Den kærlighed som har ført dem så langt i deres professionelle karriere.


Den intense stemning fortsatte hele koncerten igennem, og de mange smukke melodier blev kun afbrudt, når der mellem numrene blev klappet stille og anerkendende fra de fremmødte.


Tiden fløj afsted, og selvom vi alle var godt opslugte af de magiske toner, så fik koncerten en ende. Der blev en kort tavs stilhed lige efter, at de sidste toner svandt ud i rummet, men bifaldet var ikke til at tage fejl af.

Tom for ord

Jeg havde på forhånd lovet arrangørerne af arrangementet, at jeg ville slutte koncerten af med et par ord, og jeg havde derfor forberedt en lille tale hjemmefra. Men mens jeg sad og kiggede på min håndskrevne tekst, fik jeg en følelse af, at de ord, jeg havde nedskrevet, var blevet alt for overfladiske, efter den oplevelse vi lige havde været igennem. Jeg måtte dog holde mit løfte, og da jeg slog på glasset og begyndte at tale, kunne jeg mærke, hvordan min stemme dirrede. Jeg fik sagt tak til brødrene Ettrup, og ellers måtte jeg bare ærligt fortælle forsamlingen, at jeg var tom for ord.


Den dag i dag ved jeg stadig ikke, hvilke ord jeg skulle have valgt til lejligheden. Uanset hvad jeg havde sagt, var der intet, der kunne måle sig med de musikalske toner, der havde ramt os alle fra fløjten og klaveret. Musikken havde formået at fange nogle følelser, som ingen ord kunne supplere. Og jeg kunne bare konkludere, at musikken tog os med til et sted, hvor ord ikke rækker.


Af Ditte-Theresa Rasch, 30 år, frivillig - KamillianerGaardens Hospice



BLIV FRIVILLIG
Der er altid brug for flere frivillige inden for hospice bevægelsen. Det kan være i Hospice Forum Danmark, på et Hospice eller i en støtteforening. Læs mere her >
hf_billede_hojre
Nyheder
luk og vis ikke igen Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere