Du er her: >

Regeringen vil sætte børnehospice på finansloven

29. august 2017 Temaer: Børnehospice
Lukashuset skal have tre millioner kroner på finansloven, hvis det står til regeringen.
Lukashuset-KD-billede-web

I regeringens udspil til finanslov for 2018, der præsenteres i næste uge, lægges op til, at Danmarks første hospice for børn og unge med livstruende og livsbegrænsende sygdomme, Lukashuset, skal have tre millioner kroner. Det vil være første gang, at Lukashuset får penge på finansloven, siden stedet blev indviet i 2015. Eneste offentlige tilskud har hidtil været midler fra satspuljen, hvor man fik 2 millioner om året i 3 år. Siden indvielsen har 30 børn og deres familier været indlagt på stedet. En del har haft flere indlæggelser.


Børne- og Social minister Mai Mercado (K) er glad for, at Lukashuset er kommet med i udspillet til finansloven:

”Ligesom et sygehus står et hospice for pleje, sorgbehandling og medicinering. Men et hospice kan også noget andet, som sygehusene ikke kan. Det kan rumme hele familien, og derfor er det så afgørende, at vi har et børnehospice for de familier, der oplever meget syge børn. Vi havde en lignende diskussion om hospice for alle andre, da de blev oprettet, og i dag betvivler vi jo ikke, hvad de kan, og om de skal eksistere. Det er samme sted, vi skal hen med børnehospice,” siger Mai Mercado til Kristeligt Dagblad.


Det koster mellem 11 og 12 millioner kroner om året at drive Lukashuset. Det har hidtil været fondsmidler, donationer og så satspuljemidlerne, der har finansieret driften.


Hospicechef Thomas Feveile er, som han udtrykker det overfor Kristeligt Dagblad, først og fremmest glad for nyheden om finanslovsudspillet, da det betyder, at man på den måde kan fortsætte driften af Lukashuset. Men ligesom børne- og socialministeren peger han på, at der stadig er et stykke vej, før børn og unge er ligestillet med voksne på hospiceområdet:

”Det er klart, at vi ønsker, at livstruende syge børn og unge får samme muligheder for ophold på hospice, som voksne har. Voksenområdet er offentligt finansieret, og det er børneområdet fortsat ikke. Så vi er glade for, at vi i endnu en periode kan hjælpe nogle, men det er et begrænset beløb i en begrænset periode.”


Hospice Forum Danmark har modtaget nyheden med glæde, men deler samtidig bekymringen om, at det bevillingen i første omgang kun er for 2018 og omfanget ligeledes er begrænset.

”Det er uden tvivl et vigtigt signal, at børnehospice er med i finanslovsudspillet og det er også et positivt skridt på vejen mod lige muligheder på hospiceområdet for børn og voksne. Nu håber vi så, at det vil blive fulgt op af den nødvendige ændring af Sundhedsloven, der kan give samme ret til palliation til børn, som voksne har haft i nogle år. Og dermed forhåbentligt også mulighederne for, at børnehospicer kan blive offentligt finansieret og dermed sikres stabile og langsigtede forhold. Vi ser det også helt naturligt, at der kommer et børnehospice vest for Storebælt,” siger Olav Nørgaard, landsformand for Hospice Forum Danmark.



BLIV FRIVILLIG
Der er altid brug for flere frivillige inden for hospice bevægelsen. Det kan være i Hospice Forum Danmark, på et Hospice eller i en støtteforening. Læs mere her >
hf_billede_hojre
Nyheder
luk og vis ikke igen Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere