Du er her: >

Nyt videncenter skal medvirke til øget livskvalitet for døende og deres nærmeste

25. august 2009 Artikel
Palliativt Videncenter koordinerer og kortlægger indsatsen for uhelbredeligt syge og døende

Det nystartede Palliativt Videncenter koordinerer ekspertisen og kortlægger indsatsen for at lindre og lette tilværelsen for uhelbredeligt syge og døende i Danmark.

Hvad gør man, når man ikke kan kurere en dødelig sygdom? Så bidrager man til at gøre patientens sidste levetid så fri for lidelse og så meningsfuld som muligt.
Denne ”palliative” indsats varierer meget i både kvalitet og udbud – alt afhængig af lokale ildsjæle og regionale ad hoc løsninger i sundhedssektoren. Men nu har fem store interesseorganisationer og TrygFonden sammen dannet et Palliativt Videncenter (PAVI), der skal sikre udvikling af faglig kvalitet på området, og sprede den viden og erfaring, der findes rundt omkring på de danske hospitaler, plejecentre og hospicer.
- Det gælder indsatsen for alle grupper af uhelbredeligt syge og deres pårørende og hele det palliative felt, fastslår videncentrets

chef, kultursociolog, ph.d. Helle Timm.
De fem interesseorganisationer er: Dansk Selskab for Palliativ Medicin, Foreningen for Palliativ Indsats i Danmark, Ledere af hospice- palliative teams og -enheder i Danmark, Kræftens Bekæmpelse og Hospice Forum Danmark.
- De fem arbejder tæt sammen for ved fælles fodslag at koordinere og løfte den palliative indsats i Danmark, siger Helle Timm.
   Helle-Timm-foran-Palliativt-Videncenter.jpg

 
Danmark bagud
Og det er der brug for.
- Selv om palliativ medicin er et anerkendt speciale på internationalt niveau, er vi stadig bagud i Danmark. Men heldigvis er Hospice og Palliativ behandling og pleje i de senere år blevet en sag, som nyder folkelig opbakning, siger Tove Videbæk, formand for Hospice Forum Danmark.
Den palliative indsats har udviklet sig internationalt gennem de seneste 40-50 år. I Danmark har udviklingen først taget fart de seneste 10-15 år.
Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO går palliation ud på ”at lindre smerter og andre generende symptomer”, ”bekræfte livet og opfatte døden som en naturlig proces”, samt ”at integrere omsorgens psykologiske og åndelige aspekter”, så patientens livskvalitet fremmes. Selv om indsatsen ”kun” er lindrende, har den ofte en positiv indvirkning på sygdommens forløb.

Formidler ekspertise
Det ny Palliativt Videncenter skal bl.a. deltage i beskrivelsen og udviklingen af kvalitetskriterier for behandlingen og de nødvendige faglige kompetencer.
- Det har været diskuteret om Palliativt Videncenter skulle være knyttet til et klinisk og/eller et forskningsmæssigt miljø. Men man har valgt at etablere et selvstændigt center med fokus på koordinering og formidling af viden, fortæller Helle Timm.
Palliativt Videncenter er oprettet med støtte fra TrygFonden og Kræftens Bekæmpelse. Budgettet for de næste tre år er 9,5 mio. kr., hvor TrygFonden står for de 8 mio. Videncenteret har indrettet kontor på Strandboulevarden 47B på Østerbro i København.
- Palliativt Videnscenter er et nationalt center, som vil skabe et overblik over den lindrende indsats i hele Danmark. Hospice-bevægelsen er en del af dette brede felt, men drømmen er, at hospice-filosofien om livskvalitet til uhelbredeligt syge og døende lige til det sidste skal gennemsyre hele sundhedsvæsenet.

Viser vej
Udvikling er et nøgleord for Palliativt Videncenter. Men før man kan vise vej, må man vide hvor man er, og hvor man vil hen.
Derfor er centret lige nu ved at kortlægge, hvordan den lindrende indsats er organiseret i Danmark. Ud over 14 hospicer er der et nogenlunde tilsvarende antal palliative teams og enheder på landets hospitaler. Hvordan er indsatsen på de almindelige hospitalsafdelinger? Hvilke tilbud er der til døende og deres pårørende på plejehjem og i hjemmeplejen?
Når det er kortlagt, kan Palliativt Videncenter gå videre og sikre fortløbende uddannelse og opkvalificering. Det gøres bl.a. ved at arrangere temadage og konferencer – gerne i samarbejde med andre netværk. Ved at koble ekspertviden sammen og trække på erfaringer fra udlandet opnås en synergieffekt, der vil øge den samlede viden om lindrende behandling i Danmark.
PAVI har oprettet en hjemmeside for sundhedsprofessionelle, der søger og vil dele deres viden om lindring af uhelbredeligt syges og døendes lidelser. På Pavi.dk vil også et panel af faglige eksperter dele viden om hver deres emne.

Læs mere om Palliativt Videncenter på http://www.pavi.dk.
Centerleder Helle Timm kan træffes på mobil tlf. 3038 2300 eller via ht@pavi.dk


BLIV FRIVILLIG
Der er altid brug for flere frivillige inden for hospice bevægelsen. Det kan være i Hospice Forum Danmark, på et Hospice eller i en støtteforening. Læs mere her >
hf_billede_hojre
Nyheder
luk og vis ikke igen Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere