Du er her: >

Sådan starter man et hospice

19. januar 2010 Artikel
Personer, penge, politikere - og stort gå-på-mod - skal der til for at starte et hospice.

Personer, penge, politikere - og stort gå-på-mod - skal der til for at starte et hospice. Det erfarer Hospice Forum Danmark.

Hvis man brænder for at starte et hospice i sin region, hvad skal man så huske? Hvilke udfordringer – og glæder - kan man forvente?
Hospice Forum Danmark har erfaring med opstart af hospice og står gerne bi med råd og dåd. Vi har spurgt to bestyrelsesmedlemmer til råds.
- Det er ikke et nemt stykke arbejde, man går i gang med, siger Christian Bendixen, der var med til at skyde Hospice Sydvestjylland i gang i Esbjerg.
- For os tog det nærmere 13 år. Det var jo i starten, hvor vi skulle slås for mange ting. Nu er der kommet en hospicelov i mellemtiden.
Aksel Wehner kom med i bestyrelsen for støtteforeningen til opstart af hospice i Aalborg. Kamillianergården blev en realitet, selv om mange regionspolitikere kaldte projektet ”dødshospitalet”!
- Men en radikal politiker blev tungen på vægtskålen. I samme sekund det blev vedtaget, ville mange amtsrådsmedlemmer gerne med i bestyrelsen. Det var pudsigt!, fortæller han.

Stor støtteforening
Hvad er vigtigt at huske, når man vil starte et hospice?
- Man skal kigge på om, man virkelig har behovet. Kan det lade sig gøre i forhold til hvor mange hospicer der er i området i forvejen? Derefter skal man tage ud og se hvad andre har gjort.
- Og så er det tid til at bygge en kæmpestor støtteforening op. Man skal søge at få så mange medlemmer som muligt, så der bliver folkelig opbakning omkring projektet. Det er vigtigt økonomisk, men også for at vise politikerne, at der er stor opbakning blandt lokalbefolkningen.
- Det er absolut nødvendigt er at få skrabet penge sammen, supplerer Aksel Wehner. Det er med til at vise den folkelige opbakning i forhold til den politiske beslutningsproces, men også nødvendig, når økonomien skal på plads.
- Det vigtigste er den politiske opbakning, tilføjer han. Og det er nemmere at opnå i dag end tidligere, for nu er der lovgivning på området:
- Loven siger, at det skal være en selvejende institution, som har driftsoverenskomst med regionen. Regionen skal på sin side dække alle driftsudgifter og skal godkende budget og regnskaber.

Byggerier skal styres
Hvilke udfordringer kan man forvente?
- Vores udfordring var i det hele taget at få folk til at forstå, hvad et hospice er, fortæller Christian Bendixen. - Udfordringen er også at få så mange politikere som muligt til at forstå nødvendigheden af det.
Derefter kommer økonomien, fastslår Aksel Wehner:
- Når du har skaffet penge, politisk opbakning og der er dannet en selvejende institution, så er det at få alle brikkerne til at falde på plads i det puslespil det er at få etableret et byggeri. Det er en meget vanskelig opgave, der kræver at man har kontakt til nogle som vil være med på frivillig basis. Arkitekt osv. skal naturligvis have honorar, men det er rart at have nogen med i bestyrelsen som har forstand på byggeri for ellers ved man ikke hvor man ender.
- Det næste er, at man skal have gjort sig klart, hvad det er for et personale og hvilken type leder man vi ansætte. Det er drønvigtigt. Lederen kommer til at tegne firmaet. Bestyrelsen kan have sine intentioner, men hvis de får ansat en forkert leder, kan man risikere at køre af sporet. Her mener jeg, det er vigtigt, at få ansat en leder, der ser vigtigheden af det frivillige arbejde. Den frivillige del er uundværlig på et hospice.

Mange glæder – trods dødens virkelighed
Hvad har været den største glæde?
- Den enorme opbakning, der har været hele vejen igennem, siger Christian Benixen. - Der er utroligt mange positive tilkendegivelser fra folk. Og endnu mere efter vi har fået hospicet, hvor både patienter og pårørende udtrykker stor glæde over den støtte de har fået den sidste tid.
Aksel Wehner supplerer:
- Det er spændende at skabe en institution, der trods døden skaber så mange glæder. Patienterne ved de skal dø, fordi de har pådraget sig en sygdom, der ikke kan behandles. Men alligevel oplever vi en taknemmelighed hos de pårørende. Det er fantastisk at være med til at få en sådan institution til at køre, når det får – om man så må sige – en så lykkelig afslutning.
Og så tilføjer han om erfaringen fra Aalborg
- Det er jo sjovt, at samtlige politikere i Aalborg, der tidligere omtalte hospiceprojektet som et dødshospital, i dag omtaler det i rosende vendinger. Det gælder samtlige nordjyske politikere. De omtaler det med stor respekt og kalder det verdens bedste hospice, slutter han.

Fakta: Sådan starter man et hospice

  • Undersøg behovet
  • Lær af andre hospicer
  • Opret en stor støtteforening
  • Saml penge ind til grundkapital
  • Dan en alsidig bestyrelse
  • Find eller byg egnede bygninger
  • Ansæt den rigtige hospiceleder



BLIV FRIVILLIG
Der er altid brug for flere frivillige inden for hospice bevægelsen. Det kan være i Hospice Forum Danmark, på et Hospice eller i en støtteforening. Læs mere her >
hf_billede_hojre
Nyheder
luk og vis ikke igen Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere