Du er her: >

Hospiceforum glæder sig over flere hospice-pladser

12. november 2010 Artikel
Finansloven gav i alt 42 flere hospice-sengepladser og styrker den lindrende indsats generelt
Finansloven 2011 gav i alt 42 flere hospice-sengepladser og styrker den lindrende indsats generelt. – Men vi kunne godt bruge flere penge til palliative teams, siger formand for Hospice Forum Danmark, Tove Videbæk.

Af Svend Løbner

 Hospice Forum Danmark har længe kæmpet for at få antallet af hospicepladser op på
internationalt niveau, dvs. 257 pladser for Danmark. Ved Aftalen om finansloven for 2011 blev
der bevilget 42 hospicepladser, så det samlede tal i 2014 vil være på 250.
Med finansloven er der nu afsat 6 mio. kr. til 12 hospicepladser i 2011 og 5 mio. kr. årligt til 10 hospicepladser hvert år frem til 2014.
Det er en landvinding, som landsformand for Hospice Forum Danmark, Tove Videbæk, glæder sig over:
- Jeg er meget taknemmelig for de midler, der er blevet afsat til flere hospicepladser. Vi ved, at der er mangel på hospicepladser i Danmark. Dels fordi der stadigvæk er mange uhelbredeligt syge og døende, der bliver afvist, når de udtrykker ønske om at tilbringe de sidste dage af deres liv på et hospice. Dels fordi vi endnu ikke har de 257 pladser, som vi iflg. international målestok bør have i Danmark.
 

Tove Videbæk

 



Taknemmelig
Hospice Forum Danmark har kæmpet i snart 10 år for at sætte hospicesagen på politikernes dagsorden. Indsatsen blev kronet med en egentlig hospice-lov i 2005, der gør et hospiceophold til et gratis sundhedstilbud for uafvendeligt døende patienter. Der er nu 17 hospicer i Danmark og flere er på tegnebrættet.
Der er desuden oprettet såkaldte ”palliative teams” af bl.a. læger, sygeplejersker, psykolog, fysioterapeut og præst i alle regioner. De er specialiserede i lindrende behandling, tilser patienter hjemme samt rådgiver og uddanner andet personale på basisniveau.
Den nye finanslovsaftale styrker den palliative indsats på sygehusene og muliggør døgnbemanding af palliative teams.
- Det er jeg naturligvis også rigtig glad for. Imidlertid kunne jeg have ønsket, at der var blevet afsat flere midler til palliative teams, siger Tove Videbæk.
Hospice Forum Danmark har i forbindelse med Kræftplan III især presset på med hospicepladser, støtte til opnormering og opgradering af palliative teams og yderligere uddannelse til det personale, der arbejder i det palliative felt. Men selve vægtningen og balanceringen imellem de forskellige områder er politikernes ansvar.
- Her synes jeg, vi må være taknemmelige for, at det palliative område samlet set har fået en meget højere prioritering i finansloven end tidligere.

Videncenter på finansloven
Desuden kom Palliativt Videncenter, som Hospice Forum Danmark var med til at starte, på finansloven. Centret får ikke mindre end fire millioner kr. om året fra 2012.
Hvad vil det betyde for den samlede palliative indsats?
- Hele processen omkring Palliativt Videncenter både før og efter fødslen, har Hospice Forum Danmark været en del af, og derfor har jeg svært ved at få armene ned! Selv om Palliativt Videncenter kun har eksisteret i halvandet år, har lederen Helle Timm og hendes medarbejdere fået centeret sat på landkortet som det sted, man tyr til, når man har behov for informationer om hele det palliative felt.
- Palliativt Videncenter vil også fremover kunne medvirke til at sikre udvikling og spredning af viden om lindrende behandling i Danmark. Derved kan den positive udvikling af området styrkes og sikre høj kvalitet i indsatsen for uhelbredeligt syge og døende og deres pårørende.

Indsats overfor børn
Der bevilges også penge til støtte af pårørende, især børnene. Her lyder teksten bl.a.: ”Der afsættes 5 mio. kr. i 2011 til at sikre, at børn som er pårørende til alvorligt syge forældre involveres og støttes i det omfang, det er hensigtsmæssigt ud fra barnets behov”.
Det ser ud til at Finansloven i år er kommet hele vejen rundt om jeres sag…
- På hospicer lægger man allerede stor vægt på at tage hånd om og støtte pårørende til uhelbredeligt syge og døende. Dette betyder, at mange pårørende hjælpes til at kunne klare hverdagen og arbejdslivet både før og efter en nærtstående persons dødsfald. Det er glædeligt, at der også i finansloven lægges vægt på støtte til pårørende, især når disse pårørende er børn.
Betyder det, at I nu kan hvile på laurbærrene?
- Nej, vi kan bestemt ikke hvile på laurbærrene. Der er meget, der skal gøres endnu. Dels ved vi, at der er borgere med andre diagnoser end kræft, der har behov for at komme på hospice. Det kan f.eks. være borgere med lungesygdommen KOL eller mennesker med alvorlige hjerte-kar-sygdomme. Og hvis der skal være hospicepladser til borgere med flere diagnoser, hævdes det fra organisationen European Association of Palliative Care (EAPC), at der er behov for 80-90 hospicepladser pr. 1 mio. indbyggere. Det vil svare til 450-500 pladser i Danmark. Så der er fortsat nok at se til ...

København og Nordjylland bagud
Hvilke næste skridt kan du se for dig?
- Hjemmehospice, daghospice, uddannelse af frivillige, tilbud til frivilligkoordinatorer på hospice osv. er emner, som vi konkret arbejder med i Hospice Forum Danmark.
Der mangler stadig syv hospicepladser indtil landet er dækket ind efter internationale standarder. Her regner man med 50 hospicepladser for hver million indbyggere. For Danmark vil målet være i alt 257 hospicepladser.
I dag er der i gennemsnit 37,7 hospicesenge for hver million indbyggere. En undersøgelse fra Palliativt Videncenter viser, at København og Nordjylland ligger i bund med hhv. 33,7 og 31 hospicepladser for hver million indbyggere.
Det er endnu uvist, hvordan de ekstra 42 hospicepladser, som er bevilget ved finansloven i 2014, bliver fordelt.
- I forbindelse med midlerne, som er afsat til nye hospicepladser, er jeg sikker på, at man bl.a. via Palliativt Videncenter vil undersøge, hvor i landet, der nu og her er mest behov for flere hospicepladser, inden man begynder at bruge pengene, siger Tove Videbæk.

Hospicepladser-pr-million2.jpg


BLIV FRIVILLIG
Der er altid brug for flere frivillige inden for hospice bevægelsen. Det kan være i Hospice Forum Danmark, på et Hospice eller i en støtteforening. Læs mere her >
hf_billede_hojre
Nyheder
luk og vis ikke igen Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere