Du er her: >

Dame Cicely Saunders - om mødet med et forbillede

Grundlægger af den moderne hospicefilosofi og St. Christophers Hospice i London

Cicely Saunders blev født den 22. juni 1918 i Barnet, som ligger få km nord for London, England. Hun var den ældste og eneste pige blandt 3 børn.

img_cicelysaunders.jpg

Familien var godt stillet økonomisk, men forældrenes ægteskab var ikke særlig lykkeligt, hvilket naturligvis påvirkede børnene. Cicely Saunders var ked af skolen og havde kun få venner. Hun var sky og følte sig akavet, da hun var en del højere end de andre piger i klassen.

Efter endt folkeskole, havde hun svært ved at vælge en videre uddannelse. Hun ville gerne være sygeplejerske, men det afslog hendes forældre konsekvent. Hun påbegyndte da en uddannelse på Oxford University, hvor hun studerede politik, filosofi og økonomi.

I begyndelsen gik studiet godt og hun var glad, men da 2. verdenskrig brød ud i 1939, indså hun, at hun måtte vende sin viden og evner i mere praktisk og nyttig retning.

Hun trodsede sine forældres råd, forlod Oxford University og påbegyndte uddannelsen som sygeplejerske på St. Thomas Hospital i London. Hun faldt hurtigt ind i faget og blev meget populær og en af de dygtigste studenter.

Men desværre kunne Cicely Saunders ikke fortsætte i faget på grund af dårlig ryg. Hun besluttede sig for at blive socialrådgiver, da hun følte, at hun måtte arbejde humanitært.

Under sin studietid blev Cicely Saunders kristen. Hun havde i længere tid søgt efter en religion, som kunne give tro og styrke. Pludselig følte hun ”at et lys i hende blev tændt” og hun var meget lykkelig. En lykkefølelse, som gjorde, at hun måtte takke Gud med det samme. Det var dog først 3 år senere, da hun mødte David Tasma, hun forstod, at hendes måde at takke og tjene Gud på skulle være igennem arbejde med døende mennesker.

Cicely Saunders mødte David Tasma i 1947. Hun var da 29 år gammel og længtes forfærdelig efter en kærlighed, som hun fandt med David.

Men David var uhelbredeligt syg af kræft og han var døende, kun 40 år gammel.

David var kommet til England som jødisk flygtning fra Warszawa. Han havde ingen familie og venner. Han følte sig ganske alene, og at hans liv havde været meningsløst.

Hans sygdom gav ham skrækkelige smerter og han var meget fortvivlet og forpint indtil han mødte Cicely. På det tidspunkt arbejdede hun som socialrådgiver på hospitalet, hvor David lå, og så snart hun kunne se en mulighed, besøgte hun ham. David var afkræftet, men alligevel havde de nogle ”stjernestunder” sammen.

Under et af hendes besøg bad David, Cicely om at sige noget trøstende til ham. Da han var jøde fremsagde hun salmer og læste op af det Ny Testamente, hvilket hun altid bar på sig.

Én sætning, som Cicely aldrig har glemt, var da David sagde til hende ”I only want, what is in your mind and in your heart”. – en epokegørende sætning for hende, ja for os alle.

På datidens hospitaler gjorde man kun meget lidt for at pleje de døende. Lægernes arbejde bestod i helbredelse af sygdomme, og hvis ikke dette lykkedes var det en fallit. Mange patienter var rædselsslagne for døden og ofte overdoserede man den smertestillende behandling, så patienterne var bevidsthedssløret til de døde.

Cicely og David talte meget om dette, blev enige om, at hvis et menneske ikke kunne helbredes for sin sygdom, måtte der være andre måder at lindre den sidste tid på med omsorg og kærlighed og effektiv medicin.

Cicely begyndte at spekulere over, om hun kunne gøre en indsats ved at undersøge metoder til at kontrollere smerter. En idé tog form.

Hun besluttede sig for at bygge et specielt hospital til mennesker ved livets afslutning, hvor de kunne få den bedste kærlige behandling, pleje og omsorg fra et højt kvalificeret personale.

David var begejstret. Han følte, at hvis dette kunne lykkes på grund af ham havde hans liv ikke været forgæves. Han ville gerne hjælpe Cicely. David skrev sit testamente og efterlod hende 500 GBP (pund) - alt hvad han ejede. Han sagde ”I’ll be a window in your home”.

Kort efter døde David og sørgende over hans død, besluttede Cicely at bygge et hjem omkring Davids vindue. Vinduet kan man se i hall’en på St. Christophers Hospice.

img_sctchrisvindue.jpg

Det tog Cicely Saunders 19 år at indsamle midler til at kunne etablere sit hjem – St. Christophers Hospice i Sydenham, London.

Hun blev hurtig klar over, at hvis det skulle lykkes hende at etablere et sådant sted og samtidig bevare respekten omkring hendes person, måtte hun udføre grundige analyser og undersøgelser omkring døende menneskers behov i alle dets afskygninger. Hun begyndte at læse medicin og i en alder af 38 år var hun klar til at praktisere som læge.

I årene mellem 1958 og 1965 udførte hun de talrige undersøgelser og analyser af tidens opfattelser og tilbud til terminale patienter, og efter disse studier blev hun klar til at etablere det første moderne Hospice med en egen filosofi.

St. Christophers Hospice åbnede i året 1967 og er i dag et af verdens førende hospicer samt forsknings- og uddannelsescentre indenfor palliation (lindrende behandling). Der er 48 sengepladser på selve hospice og en udadgående hospice-care funktion, hvor over 500 patienter i eget hjem besøges dagligt. 900 frivillige er tilknyttet hospice.

Cicely Saunders forskede omkring ”Total pain”, der blevnøgleordene i den palliative (lindrende) indsats – det som ”professionelle” og frivillige skal være vidende om, opmærksomme på og kunne hjælpe med.

Dame Cicely Saunders, der i juni runder de 85 år, har stadig sin gang på Hospice. Hun arbejder ikke under 5 timer dagligt på hospice, hvor hendes kontor indeholder et bibliotek af viden.

Da jeg mødte hende i marts havde hun forinden haft besøg af en tysk journalist og fotograf, der skulle lave et interview med hende til et tysk magasin i anledning af den bog, som David Clark udgav i oktober 2002 med Cicely Saunders udvalgte breve gennem 40 år (1959-1999).

Hun har igennem årene modtaget mange dekorationer for hendes forskningsarbejde og udvikling af den palliative indsats i hele verden.

I 1980 fik hun bl.a. titlen “Dame of the British Empire”.

Denne lille beretning bygger på litteratur og et personligt møde med Dame Cicely Saunders på hospice i marts 2003.

”You matter because you are you” – har hun sagt - ingen kan være i tvivl herom efter at have mødt hende personligt.
 
I dyb taknemmelighed over mødet med hende!



Ann Maj Kruse
Sygeplejerske


Klik på link til St. Christophers Hospice for mere information

Hospice kan besøges en dag om måneden – hvilket kan anbefales enhver, der kommer til London
 
Yderligere om disse muligheder - kontakt Ann Maj Kruse via mail eller telefonisk på 58 58 51 08
 
 
David Clark: Chair of Medical Sociology, University of Sheffield, and Asssociate Direktor, Trent Palliative Care Centre, Sheffield, UK
Bogen er udgivet af OXFORD University Press og kan bl.a. købes via St. Christophers Bookshop for 40 GBP
 
David Clark har fået overdraget ansvaret for Cicely Saunders bibliotek og hendes litteraturudgivelser
 
Se Hospice internationalt
Se Litteraturlister om Dame Cicely Saunders udgivelser
Preservation of Cicely Saunders' papers and related archives
Palliative Care in a historical context



BLIV FRIVILLIG
Der er altid brug for flere frivillige inden for hospice bevægelsen. Det kan være i Hospice Forum Danmark, på et Hospice eller i en støtteforening. Læs mere her >
hf_billede_hojre
Nyheder
luk Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere