Hospicer bør fortsat have patienten i centrum

Ny leder for Palliativt Videncenter Helle Timm udfordrede deltagere på Hospice Forum Danmarks årsmøde forrige lørdag.

Er hospicer blot nye institutioner på linie med hospitaler? Eller repræsenterer de en ny tanke om pleje af hele mennesket på dets egne betingelser? Og kan hospicebevægelsen påvirke resten af sundhedssystemet?
Det var nogle af de centrale spørgsmål i Helle Timms foredrag på Hospice Forum Danmarks årsmøde den 2. maj. Hun udfordrede hospicebevægelsen til at blive ved med at bevæge sig og møde behovene i vor tid.
Vores tid er nemlig "senmoderne" og har helt anderledes behov end i det moderne samfund i 1900-tallet og det endnu ældre traditionelle samfund:

Medikalisering
- I traditionelle samfund kommer døden kommer hurtigt og ofte. I det moderne samfund er døden skjult. I det senmoderne samfund er døden forlænget, forklarede Helle Timm og fortsatte:
- I traditionelle samfund levede man i små sociale fællesskaber, i små landsbysamfund og med dem man kendte tæt på. I moderne samfund dør man i en anden samfundsorden, på en offentlig institution. I det senmoderne samfund dør mennesker i både offentlige institutioner og under private forhold.
Autoriten i det traditionelle samfund er religiøs, døden er forbundet med en religiøs forståelse. I moderne samfund er det lægerne de medicinske autoriteter.
- Vi lever i et medikaliseret samfund, hvor døden skal have en årsag, og hvor døden kræver en diagnose. Vi kan behandle stort set alt. Der er en enorm fokus på behandling og enorm specialisering.

Døden er forlænget
- Men i det senmoderne samfund snakker vi om, at det ikke er godt nok med institutioner, der kan klare kropslige problemer gennem operation og medicinering. Døden er forlænget, og omsorgen bør kunne ske både offentligt og privat. De pårørende har fået en renæssance, autoriteten er det enkelte autonome individ. Den døende skal selv kunne bestemme.
Og derfor passer hospicebevægelsen som fod i hose til den senmoderne tid. Men bevægelsen skal passe på det, Helle Timm kalder "institutionalisering"
- Kan man dø sin egen død i en institution, hvor der er så mange rutiner, effektivitet og standardisering? Det er ideen med at tage hospice ud af hospitalerne. Men gør hospicer noget anderledes? Er hospicer sluppet fri af institutionaliseringen eller er de nødt til at gøre det samme i effektivitetens navn?, spurgte hun.

Kontrol af patienten
Hun udfordrede Hospice Forum Danmark til ikke at hvile på laurbærrene, men fortsat tænke nyt, så uhelbredeligt syge kan leve livet til det sidste og bestemme over deres egen død. Hun citerede bl.a. frit fra Clarks bog Total Pain:
- Noget tyder på, at den evindelige kontrol over smerten er blevet udvidet til en evindelig kontrol af patienten, så man ikke spørger til patientens behov, fordi man mener, at dem kender man godt.
Man forventer at folk vil lettes for lidelse. Måske er man også nået til at befri mennesket for autonomi?
- Man behøver ikke spørge på hospice, om man har gjort det godt nok. For det er indlysende. En sagde: Nu har vi lige fået Othellolagkage igen, så her kan de ikke klage!
Og så spurgte Helle Timm til, hvordan hospicebevægelsen hele tiden kan bekæmpe uligheden:
- Hvordan bliver man orienteret om de tilbud, der er? Og hvordan sikrer vi, at de dårligt stillede hjælpes bedre?
- Hvordan bruger vi erfaringer fra hospice i sundhedsvæsenet? Folk vil ikke dø på plejehjem. Hvordan formidler vi hospice-ideerne om bl.a. tværfaglig behandling til de kommunale plejehjem? Og hvordan giver vi døden en anden plads i livet end at det er en fejltagelse, sluttede Helle Timm.

Ref. Journalist Svend Løbner