Hvem skal lindre Coronapatientens dødsangst?

Fokus på at redde liv

Antal testede, smittede, indlagte på intensiv afdeling og antal døde med covid-19 fylder meget i Sundhedsstyrelsens formidling og mediernes dækning af corona-krisen. Der er fokus på at redde liv, og det er godt. Men, som Mette Frederiksen påpegede på et pressemøde i sidste uge, er der et menneske bag hvert af disse tal. Det er smittede mennesker, der afslutter livet, det er sørgende pårørende og det er smittede, som er bange for at dø. Desuden afspejler tallene sundhedsprofessionelle i ”frontlinjen”, der skal håndtere dødens nærvær i en grad, de færreste har erfaret før. Med andre ord døden som en eksistentiel realitet er coronakrisens uundgåelige følgesvend, med hvad det indebærer af følelser som frygt, angst og håbløshed.

At redde liv og lindring af lidelse må gå hånd i hånd

Tid og ressourcer er knappe, hvis/når mange patienter i en kritisk tilstand fylder på hospitalerne. Men også i ekstreme situationer må et fokus på at redde liv og lindre lidelse gå hånd i hånd – også Coronapatienten og dennes pårørende har brug for at blive mødt som mennesker for at bære håbet og værdigheden oppe. Her kan vi hente inspiration fra den helhedsorienterede og værdibaserede tilgang til lindring af lidelse, der kendetegner en palliativ indsats. Som den australske forsker Rachel Coghlan påpeger: ”Small but potent’ acts of compassion are a profound and far-reaching element of palliative care response that can be delivered no matter how scarce the resources.”
https://centreforhumanitarianleadership.org/research/publications/palliative-care-in-humanitarian-crisesinnovation-or-radical-reclaiming-of-roots/

Med andre ord at lindre eksistentiel lidelse handler også om medmenneskelighed.

Også eksistentielt håb har betydning

Aktuel forskning i den palliative indsats på hospice belyser, at både et medicinsk og et eksistentielt håb er af betydning, når livet er truet. Det medicinske håb er rettet mod overlevelse og kontrol over sygdom, mens det eksistentielle håb retter sig mod at finde ro og at fokusere på, hvad der er vigtigt i livet trods dødens nærvær (Graven, V.; Petersen, A. & Timm, H. "Hospice Care: Between Existential and Medical Hope" - in review). I den tid, vi befinder os i, er der hårdt brug for at understøtte begge dimensioner af håb. Der er ikke en opskrift på lindring af eksistentiel lidelse. Hvis døden er uafvendelig, kan det handle om at flytte fokus fra et ensidigt håb om overlevelse til et eksistentielt håb. Det er ikke ensbetydende med at fjerne håbet om overlevelse eller at forestille sig, at man kan fjerne den eksistentielle lidelse ved dødens nærvær. Lindring af eksistentiel lidelse handler om så godt som muligt at hjælpe livstruede syge og pårørende med at bære lidelsens byrde og det kræver både åbenhed om dødens nærvær, medicinsk intervention og omsorg.

Det lidende menneske føler sig overset

Flere studier peger på, at det lidende menneske i forvejen føler sig overset og overhørt i en hospitalskontekst, hvor behandling og helbredelse er i fokus, og vægten ligger på diagnosticering af sygdomme og om muligt en medicinsk og kirurgisk behandling af dem. Moderne teknologi har medvirket til at flytte sygdom fra den subjektiv oplevede tilstand til en objektiv måling, fra patientens symptomer til kliniske markører. Det er ikke patientens subjektive oplevelse af lidelse, som systemet og dets aktører først og fremmest interesserer sig for, men biomarkørerne, med det resultat, at lidelsen risikerer at blive hjemløs. Det er ikke svært at forestille sig, at denne tendens blot forstærkes, når systemet sættes under pres. Det kalder således på en særlig opmærksomhed på de eksistentielle og åndelige udfordringer, som mennesker, der er smittet med Covid-19 og deres pårørende, er konfronteret med.

Er hospitalspræsten ikke livsvigtig?

Den opmærksomhed er naturligvis et fælles ansvar for hele sundhedspersonalet, men hospitalspræsten kan her spille en særlig rolle. 

I et nyere studie af hospice- og hospitalspræstens rolle i sundhedsvæsenet bliver det tydeligt, at præsten først og fremmest ser sig som et medmenneske, en medvandrer, en barmhjertig samaritaner, et lyttende øre eller en ”ventil”. De konstruerer deres rolle ud fra en forståelse af mennesket som et relationelt, afhængigt, afmægtigt, skyldigt, sårbart, lidende og dødeligt væsen. Samtalen med præsten er et rum, hvor man kan få døden i tale, en slags helle eller et fristed for de mere eller mindre eksplicitte krav om at skulle magte, kontrollere, udvikle eller finde mening, som vores senmoderne kultur er fyldt af. De ser deres opgave som at være nærværende menneskelige vidner til lidelsen og den lidende, samtidig med at de også er bærere af et håb, og er vidner om noget, der rækker ud over lidelsen og døden (Raakjær, O. 2019, Fra frelse til well-being? Hospitalspræsters tænkning, tro og praksis i en terapeutisk kultur). 

Og det er ikke bare patienter og pårørende, der brug for den slags ”rum”, det har også det personale, der skal passe og pleje alvorligt syge og døende Covid-19-patienter. Det slider mentalt at være tæt på døden. I et review af forskning i palliativ indsats ved pandemier og lignende kontekster konkluderer Clark et al. blandt andet, at “Front line arbejdere har brug for støtte til at levere en tilstrækkelig psykosocial og åndelig omsorg samt til at håndtere deres egne pres og bekymringer http://endoflifestudies.academicblogs.co.uk/palliative-care-and-covid-19/. 

Fra især den palliative indsats har vi i det danske sundhedsvæsen en stor erfaring og viden om lindring af eksistentiel/åndelig lidelse i dødens nærvær. Næsten 30 år med hospice i Danmark har givet os et godt grundlag for at sige noget om, hvad det er, der giver mennesker tryghed i den sidste del af livet. Den viden og de ressourcer håber vi bliver inddraget i indsatsen mod corona. Vi kan i den forbindelse ikke lade være med at undre os over, at hospitalspræster er sendt hjem, fordi deres indsats ikke er livsvigtig.