Hvorfor er corona værre at dø af end alt muligt andet dødsensfarligt?

Vi gjorde, som de bad os om.

Kravlede op i træet. Frygtens Træ. Blev der.

Frygtsomt isolerede vi os, satte os selv i karantæne, afstod fra tætte og vigtige relationer. Fortalte os selv at den digitale kontakt kunne erstatte den rigtige kontakt, hvor man bruger alle sine sanser. Frygtsomt isolerede vi dem, vi kalder svage; de gamle, de demente, de døende. Isolerede dem og lod dem være alene den sidste tid af deres liv. Den tid, der burde bruges på at tale om livet, at sige farvel - og tak. Tak for det vi har haft sammen.

Vi talte frygten op. Medierne viste billeder fra Bergamo, hvor lastbilerne kørte lig væk om natten. Det måtte ikke ske i Danmark.

Det gav mening. Det måtte ikke ske i Danmark. Vi kunne ikke have, at sundhedsvæsenet brød sammen.

Vi gjorde det, vi blev bedt om: holdt sammen hver for sig.

I lang tid. For at undgå døde sygeplejersker og læger, for at undgå at sundhedsvæsenet, der i forvejen er slidt og presset på grund af mange års nedskæringer, bukkede under, for at undgå, at de døde hobede sig op i sygehusets gange, for at undgå at vi døde.

Af corona.

Det gav stadig mening.

Hvert dødsfald er en tragedie, sagde Mette F. Vi nikkede. Døden må undgås – for hver en pris.

Hun er en stjerne, Mette F. Med stemmen fuld af alvor talte hun så vi alle kunne forstå det. Det er alvorligt, dette her. Man kan dø af det. Alle dødsfald er en tragedie.

Nu er vi i mål. Vi har holdt os indenfor den grønne kurve.

Fortællingen om sundhedsvæsenet i velfærdssamfundet, der klarer skærene, har overlevet de dystopiske forudsigelser.

Frygten for corona skiller os stadig, vi er blevet bange for hinanden, bange for at gøre helt almindelige ting, der bringer os sammen, og som vi holder af at gøre sammen.

Hvordan får vi igen kontakt med glæden og de nære relationer? Hvordan holder vi op med at være bange? Vi kan ikke blive oppe i Frygtens træ i al evighed, for vi skal huske, at corona bare er en af mange sygdomme. Vi skal huske, at selvom vi ikke bryder os om døden, er den kommet for at blive. Sidst jeg tjekkede, var dødeligheden på 100%. Men der er tid, og i den tid vi har, skal vi leve.

Hvad er det vi er bange for? Corona er det indlysende svar på det dumme spørgsmål. Men hvorfor er vi egentlig så bange for at få covid-19? Langt, langt de fleste af dem, der er blevet alvorligt syge og er døde med corona var meget gamle og havde også andre kroniske, livstruende sygdomme.

Der er mennesker under 60 år, der er hårdt ramt. Der er endog mennesker under 60 år, der er døde med corona.

Ja, det ved jeg godt.

For det er ikke kun en sygdom for gamle, den er meget demokratisk indstillet, men rammer dog gamle og syge med større slagkraft.

Er det egentligt ikke okay at blive 80-90 år? Og slutte dér?

Skal der partout, koste hvad det koste vil, pines længere tid ud af alle, der er gamle? Hvornår må man dø, hvis man stadig skal isoleres for at undgå at dø, når man er plejehjemsbeboer (der i gennemsnit lever 2-2,8 år efter indflytningen)? Er det prisen værd?

Ikke prisen i kroner og ører, men de menneskelige omkostninger.

Min egen mor er også gammel. Hun er også afsondret fra andre mennesker. Jeg er glad for, at hun stadig lever, men om hun dør af covid-19 eller af en anden livstruende sygdom, er ikke afgørende.

Prisen for at undgå coronavirus er social afstand. Mange steder er plejehjemsbeboerne låst inde på deres stuer langt størstedelen af tiden! Og så er det ikke engang sikkert, at man undgår virus.

For at passe på de svage! For at passe på personalet?

Hvordan kan det gå til, at vi pludselig har glemt at ensomhed og isolation er livstruende? Glemt at det går ud over menneskets helbred at være ensom og isoleret? Også gamle menneskers helbred.

I Danmark dør hvert år godt 15.000 mennesker af kræft, godt 12.000 dør af hjerte- karlidelser, 6.500 dør årligt af luftvejslidelser. Covid-19 kommer ind på 4. pladsen med Sundhedsstyrelsens prognose fra begyndelsen af pandemien med estimerede 1600-5000 dødsfald. Med ”dagens tal” på godt 500 døde med corona er vi stadig langt under det estimerede dødstal.

For langt de fleste er covid-19 ikke livstruende.

Derimod er det livstruende at sulte, være fattig, at lide af de fleste kræftformer, af depression, ensomhed, køre i trafikken hvor godt 200 mennesker dør hvert år.

Hvorfor er det lige, at vi har gjort os så store og brutale anstrengelser for at undgå corona-smitte?

Fordi den er meget smitsom, er det enkle svar på endnu et meget dumt spørgsmål.

Men proportionerne… Har vi orden i dem?

Hvorfor er det værre at dø af corona end af alle de andre ting, man kan dø af?

Fordi det er ubehageligt, kunne svaret være. Ja, vel er det ubehageligt. Det er ikke sjovt at dø, hvis nogen tror det.

Og man må, koste hvad det vil, ikke dø af corona. Og det koster.

Ikke bare i økonomi.

De menneskelige omkostninger er store.

Hvordan kan vi som samfund tillade, at døende og gamle mennesker afholdes fra kontakt med deres nære den sidste tid for at undgå at pådrage sig en sygdom, som de kan dø af. De har i forvejen kort tid tilbage pga. alder, kroniske lidelser, livstruende sygdomme og meget andet.

Men Corona må man saftsusemig ikke dø af!

Er isolationen livsforlængende eller dødsforlængende?

Alle andre sygdomme og livstruende tilstande er i løbet af et splitsekund, blevet underordnet coronavirussen.

I starten gav det mening. I starten vidste vi ikke, hvad vi var oppe imod. Frygten blev manet frem. Vi var nødt til at blive bange, for ellers havde vi ikke gjort som Mette F og Søren B bad os om.

Frygten for døden voksede sig stor i dette land, hvor vi gennem mange, mange år har skabt konsensus om, at døden er en lægelig fejl, et problem man kan løse.

At alle dødsfald er en tragedie.

Døden er en tragedie, hvis den er resultat af terror, af ulykker, af tortur, af mord eller vold, af selvmord, af sult.

At miste en man elsker, er sørgeligt. Sorgen er hård, for den er kærlighed i en anden form; uden den man elsker. Men døden er en del af livet. Døden er et vilkår. For os alle.

Er den altid en tragedie?

Hvis man spurgte de gamle og de døende, hvad de helst ville dø af; corona eller ensomhed og isolation. Hvad ville de mon svare?

For det er vel det, der er spørgsmålet.

På det hospice hvor jeg arbejder, er besøgsrestriktionerne skrappe, men der er dog mulighed for begrænset besøg. Med afstand. Uden berøring. Mine kolleger og jeg skal sørge for, at restriktionerne overholdes, selvom den døende lider under fraværet af sine børn og ægtefælle. Selvom nærvær og berøring kan virke beroligende for krop og sjæl.

Jeg er ikke fortrolig med at bidrage til patienternes lidelser. Jeg er fortrolig med at lindre dem. Det er det, jeg er god til, og det er det, jeg er ansat til.

De sidste timer af patientens liv må der være flere pårørende, og de må endog røre ved patienten. De sidste timer er de fleste døende ukontaktbare.

 Det er paradoksalt.

Vi skal passe på personalet.

Personalet lever ude i samfundet. Vi kan også blive smittet, når vi handler, når vi går tur, når vi kører med tog eller bus. Trods forholdsregler.

Selvfølgelig skal vi beskyttes på vores arbejdsplads. Selvom de færreste af os bliver alvorligt syge, hvis vi bliver smittet med corona.

På vores arbejdsplads begrænser vi kontakten med nære pårørende for patienterne, der desperat har brug for tæt menneskelig kontakt, tæt fysisk kontakt med dem de elsker.

For at skåne dem. For at skåne personalet.

Står problemets løsning mål med problemets omfang?

Tænk på lastbilerne i Bergamo, vil nogen sige. Det skal vi undgå. Ja, det skal vi helt sikkert.

Vi har undgået det. Nu åbner vi op.

Men hånden på hjertet: corona er stadig lige så farlig, som den var da vi lukkede.

Eller måske er den ikke så farlig, medmindre man er i risikogruppen.

Farligheden er blevet talt op. Mange er virkelig bange.

Jo. Livet er farligt - man dør af det. Men livet er så meget mere end at undgå døden. Hvad er livet værd, hvis man skal leve resten af det alene?

Nu har vi lært, at det eneste vi ikke må dø af, er covid-19. Koste hvad det vil.

Indlægget er en let justeret udgave af en kronik bragt i Jyllands Posten fredag d. 1. maj 2020.