BLIV STØTTEMEDLEM
Støt os med dit medlemsskab og hjælp os med arbejdet for at alle med livstruende sygdomme får mulighed for at komme på hospice.

Overskrift:

’Jeg er tryg, fordi min kone er i gode hænder’

28. december 2015 Artikel Temaer: Pårørende
Kort tekst - blokvisning (max 80 tegn):
Peder Rasmussen kan slappe af, fordi Irma får god og hurtig hjælp på hospice.
YoutubeEmbed:
Brødtekst:


De færreste kan sætte sig ind, hvordan det er langsomt at miste den, man har allermest kær. Den, man har betroet sig til i livets op- og nedture gennem mange år. Den eneste, som virkelig kender én, præcis som man er, inderst inde.


Den smerte må Peder Rasmussen fra Fredericia gennemleve lige nu. Hans kone Irma har længe lidt af kræft, og nu har sygdommen bredt sig til lunger, knogler og videre ud i kroppen. Det eneste lyspunkt er, at Irma er i trygge hænder på hospice, hvor sygeplejersker er hurtigt på pletten ved det mindste kald.


- Her føler man sig værdsat, både som pårørende og patient, fortæller Peder Rasmussen, da vi møder ham på Sct. Maria Hospice i Bredballe ved Vejle.

Får hjælp, når der er brug for det

Vi tager plads i en stille og hyggelig krog i stuen.

Trygheden er det vigtigste. Og trygheden kommer af, at personalet har tid til den enkelte patient, forklarer Peder Rasmussen.

- Patienterne får meget hurtigt hjælp. Når vi er i den alvorlige situation, vi er i, er det meget vigtigt, at hjælpen kommer, når vi har brug for den. Og det gør den, siger han.

Ordene kommer med eftertryk.


- Man er jo meget hjælpeløs som patient på hospice. Det duer ikke at skulle vente i længere tid. Det er frygteligt for patienten, simpelthen. Men her får de hurtig hjælp. Der kommer nogen med det samme, vi trykker på ringeklokken.

Alt kan lade sig gøre


Musikterapeuten har lige spillet uden for parrets dør. Lige nu er der julesange på repertoiret. Irma har også haft en foddame på besøg. Det kan man bestille udefra.


- Der er næsten ikke noget, der ikke kan lade sig gøre her, smiler Peder Rasmussen.


De er begge 68 år og gik samtidig på førtidspension, da de var 60. Forinden havde Irma arbejdet som hjemmehjælper i mange år. Hun var også med til at etablere demensafdelingen på Sct. Josefs Plejehjem i Fredericia. Peder er udlært murer og har siden været vidt omkring rent fagligt: Fra murer til klejnsmed, og fra planteskole til pasning af golfbaner. Desuden har han sejlet som kok. Men dårligt hjerte fik ham til at trappe ned. Og nu har han haft otte dejlige år med mere tid på hjemmefronten.

Trygt at være i gode hænder

Peder Rasmussen besøger sin Irma mindst én gang om dagen - kommer lidt før middag og bliver til aften. Og ind imellem, når Irma skal sove, kan han smutte hjem til huset i Fredericia og ordne nogle ting.

- Bare det, at man er tryg, når man tager hjem for at slappe lidt af, det betyder rigtigt meget. Jeg ved, at hun er i gode hænder.

Når han besøger Irma, er samværet det vigtige.

- Jeg støtter hende, så meget jeg kan. Vi snakker lidt, hører noget god musik og ser lidt fjernsyn sammen.

Og måltidet er en nydelse, fortæller han:

- Maden er meget god. Ikke dyr, men smagfuldt lavet og flot anrettet. Det betyder meget, når folk er så syge, som de er. Man kan bestille det, man vil have, så får man det. Det er meget flot, synes jeg.

Frivillige er klædt på til opgaven

Peder Rasmussen føler også selv, at han som pårørende får god hjælp på hospice.


- Stemningen er meget god på stedet. Personalet er gode til at snakke med alle de pårørende. Det har de tid til her. Det er en verden til forskel fra hospitalet.


- Jeg føler, at jeg får stor støtte, når jeg snakker med sygeplejerskerne. Og de frivillige er også godt klædt på. Der bliver i det hele taget gjort meget frivilligt arbejde. Og det gør, at sygeplejerskerne har lidt mere tid. De er der, både for patienter og pårørende, og er rigtigt gode at snakke med.  

Der foregår altid et eller andet fra de frivillige, som man kan være med i.

- Jeg har hjulpet de frivillige med at sælge nogle af de ting, de laver. Pengene bliver brugt til gaver eller blomster, hvis der mangler en blomst inde hos en patient. Og alle patienter får en lille fin julegave for pengene.

Tid til at finde den rette lindring

Irma Rasmussen var indlagt på Vejle Sygehus, inden hun kom på hospice. Det var en stor omvæltning:

- Der er meget ro her. Faktisk så meget, at Irma syntes, der var for meget! Hun kom jo lige fra en travl hospitalsgang på Vejle Sygehus, fortæller Peder Rasmussen og fortsætter:

- Her giver de sig tid, når de kommer og tager sig af de problemer, der opstår. De render ikke lige, hvis der er behov for at snakke. Og de frivillige hjælper og støtter, hvor de kan, så sygeplejersker og læger får mere tid til patienterne.


Det betyder rigtigt meget for, at patienten får den helt rigtige smertelindring, pointerer han:

- De er rigtig gode til smertelindring og viser stor omhu, når Irma skal have det ene eller det andet medicin. Det er ikke kun for smerter, men også for at dæmpe uroen. Der er mange ting at tage hensyn til. Men her har de tid til at snakke med patienterne og finde ud af, hvad de mangler. Man kan mærke, at personalet går meget op i det, slutter Peder Rasmussen.


Han skal ind til Irma igen. Og nyde samværet med den, han kender bedst. Hende, der kender ham som ingen anden. 



luk og vis ikke igen Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere