BLIV STØTTEMEDLEM
Støt os med dit medlemsskab og hjælp os med arbejdet for at alle med livstruende sygdomme får mulighed for at komme på hospice.

Overskrift:

Når englene ventes

07. marts 2016 Artikel Temaer: Frivillige
Kort tekst - blokvisning (max 80 tegn):
Ditte-Theresa Rasch fortæller om endnu en af sine oplevelser som frivillig på KamillianerGaardens Hospice i Aalborg.
YoutubeEmbed:
Brødtekst:



Det var en varm sommerdag. Blomsterne stod som sædvanligt smukt i Hospicehaven og duften af disse fyldte allerede huset. Det var en af de specielle dage, hvor man ikke kunne undgå at have et smil på læben.


Jeg var lige mødt ind til min eftermiddagsvagt, da en af sygeplejerskerne spurgte mig, om jeg ville besøge en patient på en af stuerne. På KamillianerGaarden er det sådan, at patienterne selv skal invitere de frivillige ind, hvis de har lyst til det og brug for det. Vi, som frivillige, går derfor aldrig ind på stuerne uden en invitation.

Tror du på engle?

Da jeg trådte ind i værelset, var det to blå øjne, der kiggede på mig henne fra sengen. Jeg gjorde, hvad der først faldt mig ind, hvilket var at gå stille over og sætte mig på en stol ved siden af sengen.


”Jeg har kræft, og jeg har nok ikke lang tid igen, men ingen ved heldigvis, hvornår englene kommer og henter mig”. Jeg husker stadig ordene. De fyldte rummet, og det var samtidigt som om, at de indtog min krop. Der blev stille, og jeg følte mig underligt sårbar på flere måder. Jeg rykkede min stol lidt tættere på sengen og fandt den bløde hånd, der endnu ikke havde fundet sin plads under den varme dyne.


Patienten der lå i sengen kiggede op på mig, og jeg bemærkede en stille tåre. Jeg prøvede virkelig at tage mig sammen, men jeg skal da gerne indrømme, at jeg også blev rørt. Der var stille i rummet i adskillige minutter, og først efter noget tid fandt jeg modet til at stille nogle af alle de spørgsmål, man normalt stiller, når man møder et nyt menneske for første gang.


Vi snakkede om dejlige minder fra hendes barndom - om familien, børnene, om tidligere rejser, og spørgsmålet om, hvordan man bager den perfekte kage, blev også diskuteret. Tricket er åbenbart at bruge saltet Lurpak-smør, så blev jeg dét klogere.


I løbet af vores snak var det dog som om, at det gik op for os begge, at vi kun havde snakket om fortiden. Men hvad skulle der egentlig ske i fremtiden? ”Hvor kommer vi mon hen?”, spurgte hun. Hendes øjne kiggede spørgende på mig, og helt automatisk gav jeg hendes hånd et lille klem. Jeg ville ønske, at jeg kunne give hende det helt rigtige svar, men det findes vist ikke. Efter lidt betænkningstid åbnede hun sig helt op, og det var tydeligt, at hun var helt sikker i sin tanke: ”Når dagen oprinder, så vil englene komme og hente os”. Den følelse jeg fik, da ordene ramte mig, vil nok altid være ubeskrivelig svær at beskrive. Men jeg kan huske, at jeg tænkte, at det egentlig var en smuk tanke, og på en måde så gav den mig en følelse af tryghed.


Tak for din tid

Den pludselige træthed var ikke til at skjule, men alligevel blev der kæmpet en brav kamp for at blive i samtalen. Vi lukkede øjnene sammen – bare for en kort stund. Sammen sad vi hånd i hånd og nød stilheden og nuet, mens resten af verden susede forbi os. På det tidspunkt tænkte jeg over, hvor rart det også kan være at være sammen uden ord.


Patienten blundede hen og efter lidt tid, tog jeg beslutningen for os. Jeg takkede af for to hyggelige timer sammen – og det var helt ærgerligt at vi skulle bryde op. Jeg havde hygget mig. Vi havde grint, grædt og talt fortroligt sammen, og på knap to timer var vi kommet hinanden nær. Ordene jeg fik med på vej ud, gav mig en klump i halsen.


”Tak fordi du tog dig tid til mig. Det var sødt af dig”.


Hvorfor frivillig?

Jeg er tit blevet spurgt af min nære familie og venner, hvorfor jeg har valgt at blive frivillig på KamillianerGaardens Hospice, og det er faktisk et rigtig godt spørgsmål. Egentlig er det nok det unikke ved de situationer, hvor man på kort tid kommer meget tæt på en anden person, der gør det værdifuldt at være frivillig.


Det er altid en speciel situation, når man møder et menneske, som har begrænset tid tilbage at leve i, og jeg bliver ofte overrasket over, hvor gode samtaler man kan have, hvis man ikke er bange for at åbne sig.


Det er ofte de samme ting, patienterne husker tilbage på og sætter pris på. Familielivet, oplevelserne og samtidigt er det også de små ting, der har gjort indtryk. Hver gang jeg tager fra Hospice, så føler jeg mig endnu mere klar på livet, fordi jeg altid har lært noget nyt, som jeg kan tage med derfra.


Jeg kan kigge tilbage på to spændende og lærerige år. Det har været en tid med ubeskrivelige oplevelser, der har formået at sætte tanker i gang, som jeg ellers ikke ville have tænkt, og følelser jeg ellers ikke ville have følt. Jeg har efterhånden lært, at man i mange situationer blot behøver at være nærværende, tilstede og lyttende.


Desuden har jeg lært at acceptere, at døden er en del af livet, men også at det sidste stykke vej kan være en smuk og unik oplevelse, hvis vi hjælpes ad. 



luk og vis ikke igen Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere