BLIV STØTTEMEDLEM
Støt os med dit medlemsskab og hjælp os med arbejdet for at alle med livstruende sygdomme får mulighed for at komme på hospice.

Overskrift:

Det var det hele værd!

26. august 2016 Artikel Temaer: Sorg
Kort tekst - blokvisning (max 80 tegn):
Journalist og dokumentarist, Sofie Klingberg fra programmerne ”Mor er død – men det taler vi ikke om” skriver her om den enorme berøringsangst, hun mødte i forbindelse med tabet af sin mor.
YoutubeEmbed:
Brødtekst:
Sofie-Klingberg-web

Når jeg ser hjemmevideo med min mor, slår hun mig som meget yndefuld og genert. Hvis kameraet dvæler for længe på hende, rødmer hun dybt.


Men det er ikke hele historien. Heldigvis.  

Der gemte sig et sundt temperament i min mor, som kun de allernærmeste fik at føle. Som da vi rejste rundt i USA - en tur, mine forældre længe havde sparet sammen til. Jeg var 14, og min bror 12. Nå, men vi havde lige været på Mac Donalds. Min mor var iført sine helt nye skriggule bukser (hun havde en svaghed for pangfarver…), og min bror stod og fumlede med en lille brik ketchup, som han ikke kunne åbne.


Pludselig gav emballagen efter, og en fed stråle af ketchup skød igennem luften, og til vores store rædsel, landede den røde masse på min mors gule lår. I lang tid var der helt stille. Min mor var så rasende, at hun manglede ord. Men så fandt hun dem, og de lød “dit lille møgsvin”! (sagt med hvæsende stemme.)


Men krigszone-stemningen blev hurtigt afløst af forløsende og uhæmmet latter. Vi kunne slet ikke stoppe med at grine. Os alle fire.


Den historie siger meget om min mor, synes jeg. Om de modsætninger, hun rummede, og den enorme kærlighed, hun gav til os - en kærlighed så ubetinget, at hun sagtens kunne slippe afsted med at kalde sin søn for et møgsvin i et svagt øjeblik.


Det værste er tavsheden

Siden jeg mistede min mor til æggestokkræft den 20. marts 2002 på Hospice i Aalborg, har jeg haft brug for at dele minderne om hende. Både de sjove og dem fyldt med sorg og smerte. Et sygdomsforløb på mere end fem år sætter mange voldsomme spor i hukommelsen og sindet. 


Jeg har haft brug for at holde fortællingen om hende levende, men jeg har oplevet, at det behov ikke går særligt godt i spænd med den berøringsangst, der klæber til døden. Hvad skal jeg sige til Sofie? Hvad nu, hvis jeg kommer til at sige noget “forkert”, der får hende til at græde? Der må være andre, der er tættere på hende, som er bedre til at tale med hende end jeg?


Da jeg besluttede mig for at lave dokumentarserien “Mor er Død, men det taler vi ikke om” til DR1, var det med en ambition om at løsne lidt op for tabuet.


Jeg ville ruske kærligt op i seerne og minde dem om, at døden vedrører os alle sammen, og det værste, du kan gøre, er, at møde den sørgende med tavshed og afstand, eller en stiv bemærkning om, at tiden læger alle sår.


Små lysglimt

Som de fleste andre mennesker, havde jeg brug for at føle mig som en del af fælleskabet - også efter min mor døde. Jeg havde brug for, at nogle turde træde ind i spændingsfeltet mellem livet og døden, hvor der er stor sorg, men også stor kærlighed. De få, der turde, har gjort en verden til forskel for mig. Nogle af dem mødte jeg allerede, før min mor døde. Det var personalet på Hospice i Aalborg. Jeg husker især én episode, hvor jeg var helt ulykkelig over hele situationen. Jeg stormede ned ad gangen med tårerne ude af kontrol, men før jeg nåede udgangen, greb sygeplejersken Norma fat i mig bagfra, vendte mig rundt og omfavnede mig længe.


Når andre på den måde kan rumme og omfavne, er det så uendeligt forløsende. Når de vender ryggen til, tilsættes sorgen ensomhed og vrede.


Jeg blev en meget vred 16-årig. Jeg var vred over, at folk konstant sagde, at nu måtte jeg videre med mit liv. Jeg var vred på min far, der virkede mere optaget af at rejse verden rundt med sit arbejde, end af at støtte mig i mit livs sværeste tid. Og så var jeg vred på mig selv. Jeg var allermest vred på mig selv. Jeg følte mig som en belastning. Jeg følte mig forkert. Jeg følte mig anderledes.


Indhentet af fortiden

Da jeg som 28- årig startede optagelserne til “Mor er død - men det taler vi ikke om”, sneg den følelse sig ind på mig igen. Tænk, at man på den måde kan træde tilbage i en rolle, man havde for mange år siden. Jeg blev igen Sofie på 16, der lige har mistet sin mor, og er fyldt med skam over at være “forkert”. Det blev svært at fuldføre min mission om at lave dokumentaren. Tankerne kørte i ring: “Tænker andre, at jeg er langt ude? Tænker de, at jeg skal tage mig sammen og komme videre med mit liv?”


Vil de forstå, at jeg trods min store sorg, har et godt liv idag? Eller vil de dømme mig som en stakkel, der hænger fast i fortiden?


Seerne gjorde mine bekymringer til skamme. Efter premieren strømmede der kærlighed ind i min indbakke, og endnu bedre, strømmede der personlige beretninger ind i hundredevis. Det var netop mit håb. At dokumentaren ville ramme noget “alment menneskeligt”. At folk ville have brug for at fortælle deres egen historie, snarere end at kommentere på min, eller de andre medvirkendes. Det var en meget smuk og givende oplevelse, at mennesker i alle aldre åbnede op for deres sorg, og tårerne løb flere gange ned ad mine kinder.


Skammen     

I de mange, mange henvendelser, jeg har fået, er der især én ting, der går igen. Det er skammen og følelsen af at være forkert. Mange skrev, at de havde haft en forventning om, at sorgen ville forsvinde, men at den stadig var en stor del af dem, og dukkede op til overfladen med jævne mellemrum, især ved store begivenheder, som bryllup, graviditet osv. Da de så dokumentaren, gik det op for dem, at der er mange af os. Os, der har sorgen med os, og lever med den hver dag. De takkede mig for at de nu kunne konstatere, at de ikke fejlede noget. At det er helt normalt, at sorgen trækker spor.


Beretninger som dem, betød, at jeg kunne sige til mig selv: Det var det hele værd at blotte min sorg på landsdækkende TV.


Jeg er lykkelig for, at udsendelserne startede en sund (og tiltrængt) erfaringsudveksling, så vi én gang for alle kan slå fast, at sorg ikke er en sygdom, selvom den nogle gange, i berøringsangstens navn, bliver gjort til netop dét.


Jeg bebrejder idag ingen enkeltpersoner for den ensomhed, jeg følte, efter jeg mistede. Jeg bebrejder vores kultur. I mange år har vi sagt, at sorgen var noget, man gav slip på. At man lod fortid være fortid. Nu må det være tid til for alvor at gøre op med den forestilling. Forskningen har længe vist noget andet. Netop, at vi lever med sorgen, og for manges vedkommende, resten af livet. Men det tager lang tid at ændre indgroede forestillinger, som forgrener sig helt ud i vores sprog.


Folk har spurgt mig, om det ikke er en nedslående tanke, at sorgen er kærlighedens pris? “Nej”, er det korte svar. “Jeg har ikke lyst til at komme mig over min mor”, er det lidt længere. Hvis jeg forsøger at undertrykke hende, undertrykker jeg en stor del af mig selv. I stedet forsøger jeg at bringe hende ind i hverdagen ved at visualisere hende for mit indre øje. Nogle gange sidder hun ved siden af mig i sofaen. Andre gange i toget. Nogle gange kysser hun mig på panden, eller siger “at det hele nok skal gå”.


Skrevet af Sofie Klingberg

Uddannet journalist i 2011, MA i Film fra England i 2014. Dokumentarserien "Mor er død - men det taler vi ikke om" var i tre afsnit og blev vist på DR1 i foråret 2016. 

Bor i Aalborg.  



luk og vis ikke igen Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere