BLIV STØTTEMEDLEM
Støt os med dit medlemsskab og hjælp os med arbejdet for at alle med livstruende sygdomme får mulighed for at komme på hospice.

Overskrift:

“Vil man plukke anemoner, kan man ikke vente til september”

14. november 2016 Temaer: Frivillige
Kort tekst - blokvisning (max 80 tegn):
Lisbeth Simonsen, der er frivillig i "Kamillus Hjørring" fortæller her om sin oplevelse af Frivilligseminaret
YoutubeEmbed:
Brødtekst:
collage-lisbethsimonsen-piarosenbaum-web


Oscar på 10 år skulle dø af kræft.


Alligevel blev han, i skikkelse af Pia Rosenbaum, 110 år for øjnene af os.


”Oscar og den lyserøde dame” hedder stykket, som hun opførte, og det er en monolog skrevet over ”Oscar et la dame rose” af Eric-Emmanuel Schmitt.


Vi var samlet på Trinity i Fredericia en onsdag i oktober til Hospice Forum Danmarks årlige seminar for frivillige.


Og atter en gang blev vi igennem et spændende program inspireret og fyldt med ny energi og mod på vores frivilliggerning.

Alle havde vi nok først og fremmest glædet os til at opleve Pia Rosenbaums monolog.


Mange havde set hende fremføre den flere gange. For mit eget vedkommende var det anden gang.


Og det blev lige så magisk og lige så bjergtagende som første gang.


Pia er en vildt sprudlende, levende og intens formidler: Man bliver i kraft af hende så berørt af Oscars skæbne. Og man lærer igennem hendes fortolkning af tante Rosa så meget om det at være frivillig.


Oven på og omkring et alterlignende podium udfolder Pia begge hovedfigurer, og også alle fortællingens bifigurer, i en medrivende, rørende og sprælsk pingpong.


Og vi får et tindrende klart indblik i, hvad sjælesorg i praksis også kan være.


Selve handlingen er en rammefortælling bestående af 14 breve til Gud, hvoraf de 13 er skrevet af Oscar, en 10-årig uhelbredeligt kræftsyg og døende fransk dreng indlagt på et hospital. Det 14. brev er skrevet af tante Rosa. Rosa er Oscars personlige besøgsven/frivillige på hospitalet (i lyserød kittel, deraf navnet ”den lyserøde dame”). Brevene beskriver, hvordan Rosa dels som den eneste formår at tage Oscar og hans situation som døende alvorligt, dels får ham med på 2 ideer: Den ene, at han ved at skrive til Gud (som han hidtil ellers ikke har troet mere på end på julemanden) efterhånden vil komme til at tro på, at det vil kunne hjælpe ham at inddrage og indvi Ham i sine tanker og kvaler. Den anden, at Oscar og Rosa sammen kan forestille sig at lade hver af de næste (som også viser sig at blive de sidste) 12 dage af Oscars liv rumme 10 år. Dermed opnår Oscar på under 12 dage at gennemleve et helt liv med alle aldre fra barn over ung til voksen, gift, midaldrende (med alle aspekter og typiske problemer) og til sidst at dø som gammel og mæt af dage efter at have forsonet sig med både sit liv, de professionelle på hospitalet og sine forældre; så afklaret og med så megen tro og håb, at han til sidst har sat et skilt på sit natbord, hvor der står: ”Må kun vækkes af Gud”.


Selvom stykket i kraft af Oscars hårde skæbne og dets dødelige udgang må siges at være dybt tragisk, er det alligevel oplagt at betragte det som et eventyr indeholdende de klassiske elementer fra folkeeventyrene:


På rent handlingsniveau får helten (prins Oscar) efter svære kampe og prøvelser og med god brug af sine hjælpere (tante Rosa og Gud)også her sin kone, sin familie samt oplevelser i en smuk og dejlig verden, og han kan dø efter et langt og lykkeligt liv.


På fortolkningsniveau begynder eventyret med den lille dødssyge, bange, usikre og fortvivlede prins Oscar, som føler sig helt alene i den ensomme hospitalsverden, hvor ingen forstår ham eller tager ham alvorligt, men som er så heldig at møde den gode fe, Rosa, der i kraft af sin livsvisdom og sin indfølingsevne formår at få Oscar til selv at tage den svære kamp op mod sin hårde skæbne og de uforstandige voksne, han er omgivet af. Hun formår også at give plads for Gud, således at det under kan finde sted, at Oscar åbner sig for oplevelser, der dels kan give ham evnen til at møde kærligheden i skikkelse af prinsesse Peggy Blue, dels give ham overskud og rummelighed nok til at forsone sig med sine forældre og give og modtage kærlighed i forhold til dem, dels at få ham til at leve så intenst og stærkt, at hans sidste 12 dage kommer til at føles som et helt langt liv levet i en meningsfuld hverdag med såvel glæder som sorger. Og alt sammen medvirker det til, at eventyret kan ende med, at Oscar har opnået så dyb, grundlæggende tillid, så stor kærlighed og så vældigt et mod, at han trygt overgiver sig i Guds varetægt og dør rolig, tillidsfuld og afklaret, i sandhed som en konge i sit eget rige.


Oplevet i et forum af 110 frivillige, er det yderst nærliggende at ” tage tante Rosa til sig” som den frivillige, hun er og lade sig inspirere af det, hun formår.


Oscar kom med Rosa ved sin side i gang med at fortælle sit liv; det liv, som kun han kunne leve, og som han var eksperten i. Igennem livsfortællingen fandt Oscar både identitet og mening, og han fandt ind til sine inderste ønsker og håb. Ved egen hjælp var han sandsynligvis ikke nået derind; hans ønsker ændrede sig meget, jo længere Rosa hjalp ham ind i livet, og jo dybere lidenskab, han kom til at opleve.


Hvad krævede det af Rosa?


Hvad ville det kræve af os som frivillige, kunne man også nærliggende spørge.


Og i samme åndedrag må vi jo erkende, at det, Rosa rent konkret evnede i forhold til Oscar, ville vi jo aldrig kunne på samme måde.


Men det principielle ved at være Rosa/ frivillig/sjælesørger kan vi alligevel godt lade os inspirere af, tænke over og lære af:

At være frivillig kan beskrives som at være en medvandrer, der, på et stykke af livsvejen for den anden, vandrer/sætter sig ved dennes side i respekt for, at der findes spørgsmål, som den ene ikke kan besvare for den anden. Heri bevares ligeværdigheden imellem de to parter.


I ordet ”medvandrer” ligger også implicit MØDET mellem de to:

Det er i mødet mellem JEG og DU, alle muligheder ligger. Et menneske bliver til i mødet med et andet menneske, og det allervigtigste i mødet kan vise sig at ligge i MELLEMRUMMET mellem de to, for det er her, GUD kan komme og være til stede. Ganske ligesom det skete i Oscars og Rosas møde med hinanden.


Måske kan noget af grunden til, at jeg totalt har overgivet mig til fortællingen om Oscar og Rosa, findes i, at jeg selv flere gange har oplevet, at hvis man tør give slip og overgive sig i mødet med det andet menneske, også det menneske, man som frivillig sidder overfor, så sker der ind imellem noget, der er større, end hvad man selv ville kunne have udvirket. Jeg tror ikke, at vi som mennesker selv kan skabe den sfære, hvor det største kan ske, men vi kan være åbne og lade det ske.


Tilbage til Oscar, så møder han ved målet på sin rejse det ultimative vendepunkt, og forandringen kan ske; den forandring, der gør, at han ansigt til ansigt med Kristus ( i kirken, som Rosa får ham lokket med hen i) kommer til sig selv og dermed bliver i stand til at dø. Oscar går ikke alene. Rosa er hans medvandrer; de to har fælles fodslag. Med på deres vandring er en tredje vandrer, nemlig Gud, som bestandig går imellem dem, således at de to bringes ind i en sammenhæng, der er større end dem selv, og på rejsen formår Rosa som hjælper at få Oscar til at gøre op med tidligere erfaringer som f.eks. sit gudsbillede, således at han ved rejsens slutning står med den modne, voksne erfaring, der kan rumme paradokset og ambivalensen, med en Gud, han i tryg tillid kan forlade sig på, og modigt tør springe ud i det ultimativt ukendte, som døden er. Mod er ikke fravær af frygt, men snarere oplevelsen af, at noget er vigtigere end frygten.


Forandringens kim ligger paradoksalt nok i accepten af den anden.


Omsat til os som frivillige betyder det:

Man kan ikke ville noget bestemt med et medmenneske, kun acceptere vedkommende, og deri kan kimen til forandring ligge: I mødet bliver den anden sig selv, og forandringen kan opstå. I et sådant møde ligger også den andens værdighed indbygget.


Der skal nok i virkeligheden meget liv til at dø, ganske som vi har set i Oscars historie, og af det liv kan en døende øse og give de efterlevende noget at leve videre på.

At være frivillig på en sådan måde, at man ved sin omsorg og attitude sætter den anden fri, fordrer, at vi som frivillige må have en kerne og en styrke indeni, der gør os i stand til at hvile i os selv.


Den forståelse blev også, med temaet ”Noget på hjerte”, understøttet i resten af dagens program, som der bestemt også kunne være god grund til at fortælle udførligt om.


Mit hovedfokus har dog været at forsøge at sætte Pia Rosenbaums fortolkning af Oscar og Rosa ind i en sjælesørgerisk forståelse med vægten lagt på, hvad vi som frivillige kunne tage med os hjem.


Derfor bliver der ikke plads til at gå i dybden med dagens andre punkter.


Eftermiddagen var sat af til tre workshops, og vi havde på forhånd valgt os ind på én af dem 

Temaerne for alle tre (hhv. yoga-, musik- og maleværksted) var netop at udvikle den ovenfor omtalte individuelle indre kerne, set i lyset af vores gerning som frivillige.


Jeg var så heldig at deltage i kunstterapeut Marianne Harboes maleværksted, hvor opgaven var at male vores personlige livstræ.


I sit meget inspirerende oplæg brugte hun følgende udsagn/citat:

”Vil man plukke anemoner, kan man ikke vente til september!”


Jeg har valgt udsagnet som overskrift for min beretning om seminaret, fordi jeg, ligesom Marianne Harboe, synes, at det så fint sammenfatter alt, hvad vi oplevede:

10-årige Oscar har med sin dødsdom ikke tid at give af, og Rosa formår i sandhed at få ham til ”at plukke anemoner”, mens deres/hans tid er.


Jeg synes, at udsagnet også meget fint sammenfatter essensen af, hvad vi som frivillige kan tage med os hjem fra vore møder med uhelbredeligt syge og døende: Livet kan ikke udsættes til i morgen, men skal ”plukkes” i dag.


110 år kom Oscar på forunderlig vis til at leve.


110 frivillige var vi samlet på Trinity: En frivillig for hvert af Oscars år . . . . . .


Jeg vælger at se parallellen som et fint håb ind i vores frivilligverden.


Og jeg glæder mig allerede til næste års seminar.

Lisbeth Simonsen,

Frivillig i ”Kamillus Hjørring”



luk og vis ikke igen Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere