BLIV STØTTEMEDLEM
Støt os med dit medlemsskab og hjælp os med arbejdet for at alle med livstruende sygdomme får mulighed for at komme på hospice.

Overskrift:

Hospice blev vores andet hjem

23. juli 2019 Temaer: Livet på hospice  |  Pårørende
Kort tekst - blokvisning (max 80 tegn):
Charlotte Kokholm døde på Hospice Vendsyssel kun 45 år gammel. Her fortæller ægtefælle og datter om sygdommen, indlæggelsen på hospice og tiden bagefter.
YoutubeEmbed:
Brødtekst:
Vendsyssel-andet-hjem-web

Charlotte Kokholm og Hans Henrik Mortensen var et landmandspar fra Østervrå med to døtre og et aktivt liv, der også omfattede heste, sport og musik. Men skæbnen ville det anderledes.


I 1998 faldt Charlotte Kokholm af sin hest og brækkede nakken. Hun genvandt førligheden, men kunne ikke længere arbejde i landbruget. I 2003 solgte de så gården og flyttede i hus i Østervrå. Hans Henrik fik job i det lokale grovvarefirma, og Charlotte engagerede sig som frivillig i gymnastikforeningen, trænede børn med handicap og kørte med hestevogn.


En rutsjetur

For fire år siden opdagede Charlotte et modermærke på sit ben, som viste sig at være kræft. Hun blev opereret, og at var godt. Lige indtil en dag i marts 2018, da hun fandt en knude i lysken. Det var lymfekræft. Charlotte blev opereret, og alt så fint ud. Men i juni begyndte hun at få smerter i ryggen. Først troede lægerne, det var fejlbelastning efter operationen, men så blev hun scannet, og fire dage senere ringede sygehuset, at de havde fundet noget i ryggen Charlotte skulle scannes igen. Kræften havde angrebet hele rygsøjlen, og det kunne ikke opereres.


Man forsøgte med immunterapi, men den tålte Charlotte ikke. Hun var hjemme i fire dage og blev så indlagt igen. Lægerne kunne da konstatere, at kræften også havde angrebet lever og nyrer. Herefter gik det hurtigt ned ad bakke. Charlotte nåede dog at få 41 dage på Hospice Vendsyssel, inden hun døde i september 2018.


”Det var en forfærdelig tid, mens sygdommen udviklede sig. Vi kunne slet ikke nå at følge med. Hver gang telefonen ringede, var det med en endnu skrækkeligere nyhed,” fortæller Hans Henrik Mortensen og fortsætter:


”Oplevelserne på sygehuset var ikke de bedste, men  på hospice fik vi en dejlig modtagelse, og Charlotte blomstrede lidt op igen takket være præcis medicinering og en fantastisk pleje. Og personalet tog sig også af os andre.   Vi boede her mere eller mindre og kunne stadig være en familie. Louise (den ældste datter) kørte til gymnasiet fra hospice, mens lillesøster Laura havde det svært med situationen og hellere ville sove hjemme. Louise engagerede sig meget i sin mors pleje og var med i hele forøbet.”

Vildt, hvad de gjorde for os!

”Mit mål er at læse til sygeplejerske, og efter at have oplevet den indsats, der blev ydet på Hospice Vendsyssel og hvor stor betydning den havde for både patienterne og vi pårørende, så har jeg fået endnu mere lyst til at blive sygeplejerske. Det var helt vildt, hvad de gjorde for os her. Mor elskede musik, og musikterapeuten var helt fantastisk. Så blev klaveret rullet ind på stuen og vi sang nogle sange. Vi vidste godt, at det var sidste station for mor, men her var så dejligt, at vi næsten glemte det. Hospice blev vores andet hjem,” fortæller Louise Mortensen.


Charlotte Mortensen døde 20. september 2018, og tiden siden har været hård for de efterladte.


”I starten var det lige som om, det ikke rigtigt var gået op for os, at Charlotte ikke var her mere. Vi kunne tage os selv i at sidde og vente på, at hun skulle komme ind ad døren fra gymnastiktræningen,” siger Louise Mortensen, og faderen følger op: ”Det er først her, nogle måneder senere, at det er rigtigt hårdt. At vi finder ud af, hvor meget vi savner hende. Især højtiderne er hårde. Den første jul, den første fødselsdag osv., hvor hun ikke er med. Selv de mindste ting vækker minder, og det er godt, men det er også hårdt.”

Det hjælper at snakke

Familien håndterer sorgen lidt forskelligt. Hans  Henrik går i en sorggruppe hos Kræftens Bekæmpelse, mens Louise og Laura deltager i Skyggebørn i Aalborg. Det hjælper dem meget at tale om forløbet med andre, som har oplevet tilsvarende tab.


”Det hjælper helt sikkert at snakke om de svære ting. Også at få snakket, inden det er for sent. Jeg er glad for, at vi havde snakket om begravelse og den slags på forhånd. Charlotte havde selv bestemt forløbet – hun ville have styr på tingene. Under begravelsen i kirken fløj der en sommerfugl rundt, og vi spøgte lidt med, at det nok var mor, der lige ville tjekke, at vi fulgte planen,” slutter Hans Henrik Mortensen.


Læs mere link:

luk og vis ikke igen Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere