BLIV STØTTEMEDLEM
Støt os med dit medlemsskab og hjælp os med arbejdet for at alle med livstruende sygdomme får mulighed for at komme på hospice.

Overskrift:

”Jeg har jo stadig lidt liv tilbage at leve”

13. juli 2021 Temaer: Patienter
Kort tekst - blokvisning (max 80 tegn):
Jane havde kæmpet længe for at blive hjemme. Hun ville beskytte sine børn, klare sig selv og ikke lade sygdommen bestemme det hele. Til sidst løb hun tør for kræfter. På Hospice Vendsyssel kan hun lægge ansvaret fra sig og nyde livet lidt igen.
YoutubeEmbed:
Brødtekst:
Jeg-har-jo-stadig-lidt-liv-tilbage-at-leve-web

Jane elsker sine morgener. Mens dagen langsomt vågner sidder hun med sin gode te, kigger ud over Frederikshavn og skal ikke andet end at holde øje med fuglene på foderbrættet. Og samle kræfter.


”Det er stadig svært at affinde sig med, at kroppen ikke længere vil, som jeg vil. Og at jeg ikke har så meget energi,” siger hun.

”Men det her sted får bare det bedste frem i alle mennesker. Her skal jeg ikke tænke på andet end at komme til kræfter. Her kan jeg slippe ansvaret og fokusere på bare at nyde lidt mere.”


Jane Røge var 64 år gammel, da hun fik konstateret kræft i foråret 2020. Hun blev opereret og fik at vide, at alt var godt. Indtil det ikke var det længere. I sensommeren blev hun syg igen, kræften havde spredt sig og var denne gang uhelbredelig.

Sygdommens mange faser

Det palliative team lindrede og hjalp, hvor de kunne, mens Jane forsøgte at komme overens med sin diagnose og holde sammen på sig selv hjemme i lejligheden i Hjørring. Hun var sygemeldt fra sit arbejde med demente ældre og sled nu for at klare sig selv. For at opretholde en slags dagligdag derhjemme. Og beskytte sine voksne døtre og de to børnebørn.


”Det var virkelig barsk,” siger hun. ”Der er så mange faser, man skal igennem, når man bliver uhelbredeligt syg. Til sidst havde jeg ikke flere kræfter tilbage, end der kunne ligge på en lillefingernegl.”


Det palliative team foreslog hende et ophold på Hospice Vendsyssel. Bare for at komme lidt til kræfter. Jane takkede ja.

”Da jeg sad ude på parkeringspladsen og skulle gå herind for første gang, da græd jeg,” siger hun.


”Jeg følte det som et nederlag, at jeg ikke kunne klare mig derhjemme. Jeg var fysisk og følelsesmæssigt i pjalter. Helt vingeskudt. Men da jeg så var kommet indenfor, fik jeg at vide, at jeg kunne hænge min jakke derovre, og så var der andre, der ville tage sig af resten. Og så gav jeg slip.”

Glæden ved en fin serviet

Jane holder en lille pause i sin fortælling og slår ud med ar- mene. I hjørnet af hendes stue står Wegners gyngestol med et lammeskind på sædet. Lamperne har også et navn. Også uden for døren er der friske blomster i vaserne, smukt porcelæn på bordet og fint foldede servietter til aftensmaden. ”Det er bare ikke alt, medicin kan tage,” siger Jane. ”De her omgivelser forlænger livet, og personalet giver sig hundrede procent. Det var så kærlighedsfyldt at komme herind. Helende simpelthen – som at få et plaster på som barn.”

Janes første ophold på Hospice Vendsyssel varede tre uger. Og lidt efter lidt tillod hun sig at være den, der blev passet på.

Musikterapeuten hjalp hende til at finde ro. Fysioterapeuten løsnede hendes spændinger med massage. Og personalet så det straks, hvis hun forsøgte at vise sig mere tapper, end hun egentlig var.


”Man bliver set og hørt her. Jeg har aldrig mødt så meget kærlighed som på det her sted. De ansatte er dygtige og professionelle og opdager det med det samme, hvis der er noget galt. De klarer opgaven helt ekstremt godt,” siger Jane.

Ikke bare patient

Hun havde kun været her et døgn, da hun lige så stille begyndte at føle sig som et menneske igen. Med overskud til livet. En tur ud for at få taget blodprøver kunne pludselig kombineres med lidt sightseeing eller en shoppetur. Hun kunne invitere sin datter på middag og få maden serveret. Og havde også kræfter til en køretur ud i det blå.


Efter tre uger var Jane så meget i overskud, at hun var klar til at vende hjem til lejligheden i Hjørring og klare sig selv i en god måneds tid. I midten af december vendte hun tilbage til Hospice Vendsyssel – denne gang uden tårer på parkeringspladsen.


”Her kan jeg få lov til ikke bare at være patient, men menneske. Og det er det, det hele handler om,” siger Jane.

”Jeg har jo stadig lidt liv tilbage at leve.”


Læs mere link: