BLIV STØTTEMEDLEM
Støt os med dit medlemsskab og hjælp os med arbejdet for at alle med livstruende sygdomme får mulighed for at komme på hospice.

Overskrift:

Kunsten at være frivillig på afstand

31. juli 2021 Temaer: Frivillige
Kort tekst - blokvisning (max 80 tegn):
40 frivillige blev til 10 og siden kun til 2, da Hospice Vendsyssel måtte skærme sine beboere for den virus, der plagede hele verden i 2020. I lange perioder fik kun Ingelise og Susan lov at hygge om patienter og pårørende og fylde spisestuen med liv og hverdag. Resten af teamet måtte nøjes med at være frivillig på afstand.
YoutubeEmbed:
Brødtekst:
Kunsten-at-vaere-frivillig-paa-afstand-web

Normalt står 40 frivillige klar til at dele ud af deres overskud og ro på Hospice Vendsyssel. Normalt deles de om tre daglige vagter, hvor de hygger om folk i spisestuen, spiller et slag kort, snakker og fortæller historier. Og normalt kan de både grine og græde med patienter og pårørende og tilbyde en hånd at holde i eller en skulder at græde lidt ved. Men det meste af 2020 var der ingenting, der var normalt.


”Alt er jo blevet vendt op og ned med coronaen,” siger Susan Christensen, der er formand for Støtteforeningen for Hospice Vendsyssel og en af de 40 frivillige.


Da statsministeren lukkede landet ned i marts 2020, røg alle hendes planlagte vagter. Kun de allermest kritiske funktioner fik lov at komme på hospice for at passe på patienterne. De frivillige måtte blive væk. Kun den lille flok fra haveudvalget, der passer højbede, georginer og drivhus, fik efter nogle uger lov at pusle videre. Uden at blive budt på kaffe inden for bagefter.


Slik, blomster og nyhedsbrev

”Man havde næsten ikke fantasi til at forestille sig, hvad sådan en pandemi ville indebære, og hvor længe den ville fortsætte,” siger Ingelise Nyholm. Hun er koordinator for de frivillige på hospice og i vågetjenesten og ansat fem timer ugentligt af Støtteforeningen til at få vagtplanen til at gå op. Nu var der pludselig ingen vagter, ingen arrangementer og ikke alverden at koordinere. Og heller ikke hun måtte komme på hospice.


I stedet sørgede hun for jævnligt at sende sit faste nyhedsbrev ud til de frivillige for at holde dem orienteret og bevare kontakten til dem, så de vidste, at de ikke var glemt. At deres arbejde stadig var vigtigt, og der stadig ville blive brug for dem.


Støtteforeningen sørgede på sin side for at komme med lækkerier til medarbejderne, som tog en ekstra tørn gennem hele pandemien. Og patienterne fik en smuk ugentlig buket til deres stue som en kærlig hilsen i en drøj tid. Lækkerier og blomster blev afleveret fredag efter fredag af Susan, som pænt måtte stille det hele i forgangen og liste af igen.


Farvel til de store arrangementer

På den måde blev 2020 et underligt år. Den ugentlige aftensang omkring klaveret i spisestuen blev pludselig aflyst. De fælles grillaftener blev aflyst. Kvartalsmøderne for de frivillige og den fælles fejring til påske, midsommer, efterår og jul blev aflyst. Selv vågetjenesten lukkede ned. De pårørende måtte ikke længere komme i spisestuen. Og patienterne måtte ikke længere selv skænke sig en kop kaffe i spisestuen.


Men Hospice Vendsyssel holdt smitten fra døren. Patienterne blev passet som altid – det kunne den globale pandemi ikke rokke ved. Og først på sommeren var smittetallene lave nok til, at 10 frivillige fik lov at dele ugens aftenvagter, hvis de sørgede for at være ekstra påpasselige og begrænse deres sociale kontakter uden for hospice.


Både Susan og Ingelise var klar sammen med otte andre. Gennem hele sommeren og efteråret fik de ti frivillige lov at sprede hygge og bringe en flig af deres egen hverdag ind til patienterne og de pårørende. Lige indtil pandemien atter blussede op, de nordjyske kommuner lukkede ned, og alle i november blev sendt ud af vagtplanen igen.


”Det var så ærgerligt,” siger Ingelise. ”Sygeplejerskerne skulle nu igen være to steder på en gang og både sørge for aftensmad og hygge i spisestuen og samtidig være ude på stuerne og hjælpe patienterne. Personalet manglede os – det gav de tydeligt udtryk for.”


Ti frivillige blev til to

Efter to uger fik de ti lov at komme tilbage igen – men kun for en kort bemærkning. Nogle dage før jul blev det frivillige team yderlige reduceret til kun to. Susan og Inge- lise delte aftenvagterne mellem sig og brugte de følgende mange uger en del mere tid på hospice end ellers.


”Folk tror, at det er ren sygdom, sorg og tristhed at komme her i huset,” siger Susan. ”Selvfølgelig kan det være tungt af og til, men det er også utroligt livsbekræftende at se patienternes glæde over det, de får lov at opleve. Jeg er glad, når jeg skal herhen, og glad, når jeg går hjem igen. Jeg får noget godt med herfra hver gang.”


At være frivillige handler først og fremmest om bare at være der. Og have overskud til at være noget for andre. De lytter. Griner. Og konverserer som helt almindelige mennesker. Eller som Ingelise siger:

”Vores fornemmeste opgave er at bringe livet uden for hospice ind på hospice. Og bare være her, som de mennesker, vi nu engang er.”


Læs mere link: